Om metoden

Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling mennesker har om sig
selv og sit liv. Intet er statisk eller sandt, da der altid kan fortælles en ny historie hvor en ny
mening kan skabes eller genskabes. Mennesker kan have historier om sig selv der f.eks.
handler om ikke at være god nok, at man ikke fortjener at have det godt, er et dårligt
menneske, har brug for rusmidler for at kunne eksistere, er psykisk syg, ikke at vide hvem
man selv er osv. For nogen kan det føles som om at være låst fast, vævet ind i en masse
historier om sig selv uden at kunne komme videre.

Hovedtanken i narrativ praksis er, at man via samtale med mennesker og nysgerrig
udforskning af deres erfaringer, kan hjælpe dem til at finde frem til nye historier – og med
at etablere/ genetablere en relation til det der er vigtigt i deres liv. Den professionelles
opgave er at være med til at skabe en rigere historiefortælling - ud fra devisen "jo mere
nuancerede fortællinger, jo flere handlemuligheder”.

Den narrative terapis grundlægger, Michael White, definerer det som "nyudvikling af
personlige narrativer og rekonstruktion af identitet" fordi " nyudviklingen af personlige
narrativer uvægerligt medfører en ændret identitet". Dette sker i narrative samtaler både
gennem dekonstruktion af dominerende negative fortællinger, samt opbygning af mere
brugbare og fortrukne fortællinger.

I samtalerne ses borgeren som ekspert på sit eget liv. Den professionelle ved ikke hvad
der er bedst for borgeren, og må sætte sin mening og holdning i parentes. Dette set ud
fra, at enhver fortolkning ses som et mærkat der sættes på borgeren fra en professionel
position. Hvis den professionelle tror og mener på borgerens vegne, giver man sig selv en
magt man ikke fortjener, og som kan være undertrykkende og ikke frihedsskabende for
borgeren.

Der findes ingen objektiv sandhed om noget som helst! Enhver såkaldt sandhed er blot
en fortolkning. Der kan altid fortælles mere, og man når aldrig frem til "sandheden”. Viden
og selv skabes i et socialt samspil med andre. Den narrative tilgang lægger vægt på at
problemer er problemer, og det er aldrig borgeren der er problemet. Der er fokus på
identitet, værdier, nye livshistorier og handlemuligheder på en positiv og respektfuld
måde. Narrativ praksis tilbyder et radikalt alternativ til diagnoser og fortolkning, og har det
fundamentalt positive og konstruktive udgangspunkt, at hvor der er liv, er der en lyst til at
skabe forandring til det bedre

 

Historie og videre læsning

Mange af de grundlæggende ideer omkring den narrative tilgang har deres oprindelse tidligt idet forrige århundrede. Det var dog først i 1980’er og 1990’erne, at det blev en anerkendt tilgang,
b.la. grundet vigtige forfattere som Thomas Sabine og Jerome Bruner. Nu er den narrative tilgang
blevet et anerkendt perspektiv indenfor psykologien og er repræsenteret i videnskabelige
tidsskrifter og der bliver undervist indenfor retningen på universiteter rundt omkring i verdenen.

Morgan, Alice (2005), Narrative samtaler - En introduktion, Hans Reitzels Forlag
Holmgren, Anette red. (2010), Fra terapi til pædagogik - en brugsbog i narrativ praksis, Hans
Reitzels Forlag
White, Michael (2008), Kort over narrative landskaber, Hans Reitzels Forlag

 

Konkrete værktøjer og metoder

Eksternalisering (Problemet er problemet og ikke noget iboende)

Eksternalisering bygger på en socialkonstruktionistisk forståelse af, at mennesker ikke bare
"er", men bliver skabt hele tiden i relationer. Der kan dog være en modsatrettet tendens,
både fra fagpersoner og borgere, til internalisere problemet, dvs. at borgeren ER
problemet f.eks.:

”Jeg er skizofren, Jeg er angst, jeg er misbruger”.
”Hun er skizofren, han er angst, han er misbruger”.

Den fagprofessionelles opgave er at eksternalisere problemet fra borgeren – altså at flytte
problemet væk fra. Dette gøres ved at lytte til borgerens beskrivelser, og dermed søge at
finde en anden måde at omtale problemet på, f.eks. gå fra "Jeg er angst – jeg kan ikke" til
"Så angsten har taget modet fra dig?" "Hvilken effekt har angsten på dig?". "Hvornår
mødte du angsten? Hvad skete der"? Det handler om at finde sætninger der
"fjerner problemet" fra borgeren*.

Bevidning (ikke at forveksle med anerkendelse)

Alle har brug for at blive hørt, - at have vidner til sin historie. Identitet skabes og
genskabes ved at have tilhørere/vidner til sin historie. På denne baggrund gives der
respons på borgerens fortælling, herunder em bevidnende genfortælling af hvad du har
lyttet til, hørt fortalt, samt hvad det har afstedkommet af refleksioner hos dig f.eks.:

"Det du sagde om...Jeg lagde mærke til at ..."**

Der er en række samtaleværktøjer der kan benyttes til at skabe en dialog mellem
fagperson og beboer.

Fanen (at tegne sit eget banner som viser hvem man er.)

Tegn en fane med 4 felter hvor du enten kan tegne eller skrive en uopfyldt ambition, en værdsat personlig egenskab, en figur der viser hvordan du har det, den person du
respekterer mest


Livslinje (oversigt fra fødsels til nu)

Livslinjen går ud på at tegne en oversigt over sit liv. Det kan sættes op på en linje, på en vej, et træ eller på en anden illustrativ måde. På livslinjen kan man skrive eller tegne begivenheder der er sket i livet, steder man har boet, mennesker man har været sammen med eller andre ting man synes er vigtigt. En god ide er at skrive hvilket årstal og evt. hvilken måned de enkelte ting er sket.

Livstræet

Ved at arbejde med livstræt, vil borgeren generindre betydningsfulde mennesker i sit liv. De vil forstå deres valg gennem livet, de vil få øje på dine mange gode fortællinger, som de har glemt. De vil genopleve vigtige episoder fra deres liv, som har betydning for deres identitet. Træets opbygning er som følger:

• Rødderne symboliserer ens historie og hvor man kommer fra.
• Jorden symboliserer det nuværende liv der leves.
• Stammen symboliserer færdigheder.
• Grenene symboliserer håb og drømme.
• Træets blomster/frugter symboliserer gaver”/evner/færdigheder man har fået med sig fra barnsben.

Andre redskaber

Herudover kan understøttende og bevidnende narrativer redskaber være:

Skriv et brev til beboeren

Eks. på indhold: ”Siden vores samtale har jeg tænkt over, hvilken følelse du havde da du blev far? Hvordan er man i din optik en god forælder?”

Udarbejdelse af liste sammen med borgeren

Eks. på indhold: Hvad hjælper mig til at gøre fremskridt? Hvad bevirker tilbageskridt?

Udlever bevis på fremgang, vigtige begivenheder eller vendepunkter

Fremgang i de delmål der er oprettet i Bosteds-systemet fremhæves overfor beboeren. Det kan også være andre områder som iagttages, f.eks. sejr over lavt selvværd.

Eksempel på et bevis:

”Dette er et bevis på at NN har opnået større selvværd, nedenfor nævnte personer har
observeret følgende forandringer……”

Narrative guidelines

Der er en række narrative guidelines der er gode at have i baghovedet i det daglige
arbejde:

  • Vær ikke skeptisk eller kritisk i forhold til borgeren. Hav tiltro til, at der altid er gode
    grunde til borgerens handlinger, og at borgeren har en iboende livskraft
  • Vis oprigtigt positiv interesse for borgerens egne fortællinger og den eksisterende
    viden, som den er
  • Anvend aktiv lytning og stil spørgsmål fremfor at give svar
  • Reflekter over egen praksis i forhold til borgerens behov og ønsker
  • Hav fokus på borgerens liv og de historier, som omhandler og giver borgeren
    trivsel og glæde
  • Vis interesse i de begreber borgeren har om sit liv, og som skaber mening og
    betydning i borgerens liv og udgør grundlaget for de historier, borgeren kan
    fortælle om sig selv og dennes relationer
  • Der er aldrig en endelig objektiv sandhed om noget som helst. Der kan altid tilføjes
    yderligere facetter og detaljer til en fortælling og nye historier, og der kan altid
    fortælles andre historier.
  • Der altid er gemt mere mening end det, der hidtil er fortalt. Der er altid mere, der
    kan og skal fortælles, for at meningen og intensiteten kan bryde frem – for at man
    kan sige: „Nåh, nu forstår jeg bedre.“

* Morgan, Alice. Narrative samtaler kap. 4,5.6

** Bak, Mette Melby. Det, vi fælles skaber – Om bevidning som pædagogisk praksis på et kvindekrisecenter.