2. december 2019

Trods dårlige livsodds har 50-årige Jens Christian Olsen fra vores bosted, Tjørnehøj, i Nordsjælland, både optrådt på scenen med de kendte, komponeret viser og produceret sjove tegneseriestriber. Men han føler sig isoleret i vores samfund, savner accept og en fordomsfri kontakt med verden.

Klokken er 11, og Christian sidder i sin kørestol ved den åbne terrassedør i sin lejlighed på Tjørnehøj og ryger en smøg. Hans krop er krummet sammen, da han har en spastisk lammelse eller en cerebral parese, som det hedder i dag.

Det skulderlange hår er farvet rødt. Han kigger rundt, og siger med et skævt smil:

Det kræver et godt helbred at være psykisk syg. Det er sgu hårdt at være en skæv eksistens.


50-årige Jens Christian Olsen har boet på Tjørnehøj i den lille vestsjællandske landsby, Nr. Asmindrup, i godt et år. Han er glad for at være der. Der er trygt, og han bliver behandlet med respekt. Men han er frustreret over den måde, mennesker med en psykisk sygdom bliver behandlet af det etablerede Danmark.

Vi er sat på en evig p-plads. Vi er patienter og klienter, og ingen har brug for os og vores tanker, idéer, følelser og planer.


Vi har værdi for andre

Christian vil gerne med sin medvirken i den her artikel sætte ord på sin frustration og måske ændre noget.

Alle, som bor her, er ramt af psykiske problemer, og nogle af os har også fysiske udfordringer. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan bruges til noget. Vi har værdi som mennesker og kan bidrage til omverdenen, hvis der bare var nogle, der vil høre på os. Vi bliver hørt her på Tjørnehøj, men vi skulle i højere grad have en stemme i det danske samfund.

Det meste af sit liv har Christian øvet sig på at få omgivelserne til at forstå ham. Grundet cerebral parese kan hans udtale gøre det svært at forstå ham. Men efter lidt tid i hans selskab giver ordene mening, og det er kloge, selvironiske og underholdende historier, der kommer ud af hans mund. Christians selskab er spændende. Og han har noget at dele ud af.


Tryg start på livet blev ikke ved

Christians liv har mere været en dans på torne end på rosenbladene. Han blev født ind i et velfungerende middelklassehjem i Birkerød. Faderen havde Birkerød Værkstedsmagasin, og moderen, som stammede fra Vodskov i Nordjylland, kom til København og blev omsorgsassistent inden for blandt andet psykiatrien.

Trods Christians medfødte cerebral parese-sygdom grundet iltmangel under fødslen, havde han en tryg start på livet og mange gode år. Det blev dog ikke ved, da hans ældre storebror havde det psykisk skidt, og allerede som 12-årig blev han diagnosticeret med skizofreni.
Broderens sygdom medførte store problemer i familien i det meste af Christians opvækst, men han kastede sig ud i det og flyttede også hjemmefra.

Christian ved vinduet
Christian sidder her ved vinduet og nyder en cigaret

Fornyet mod på livet
Men da faren og nogle år efter moren døde, gik Christian ned med flaget. Han ville ikke leve mere, men blev reddet af en skuespiller. Han mødte John Martinus – kendt fra revyer, film og tv-serier – blandt andet Matador, hvor han spillede Ingeborgs nazistiske eksmand Holger. Martinus gav Christian ny energi og mod på livet igen.

Kort efter kom han selv i gang med skuespilleriet.

Igennem min kæreste kom jeg i kontakt med Spastikerforeningen, som den hed dengang. Via en kontakt der fik jeg stablet en teaterforestilling på benene, som vi fik en del omtale på.


Så stå dog stille

Forestillingen hed ”Så stå dog stille” - en ironisk henvisning til, at netop mennesker med en spastisk lammelse har meget svært ved det.
Forestillingen blev skrevet, sat op og spillet. Og det var en succés, som mange aviser skrev om – og Christian blev interviewet til flere medier.

På plakaten til ”Så stå dog stille” kan man se en silhuet af en person i en kørestol, der passerer en lysende fuldmåne. Den illustration er inspireret af plakaten til Steven Spielbergs blockbuster-film; E.T. Og netop denne figur betyder meget for Christian.

E.T. så også meget anderledes ud og var en alien. Men han kom til jorden med mange gode budskaber og burde have været et godt eksempel for os, som vi kunne lære af. I stedet blev han jaget og låst inde. Sådan kan man godt føle sig én gang imellem.


Med i en professionel forestilling

Efter den forestilling blev han castet til en professionel forestilling på Teatret ved Sorte Hest i København. Stykket hed ”Historien om en mor(der)”, og Christian blev rost i anmeldelsen i Berlingske. Han komponerede også sange på klaveret, og han laver morsomme tegneserie-striber, som også blev trykt visse steder.

Men efter nogle år drak Christian mere og mere, og det var selvdestruktivt. Og han har stadig brug for lidt Vodka for at klare sig igennem dagen, men som han siger med et grin:

Grunden til, at Holbergs skuespil, ”Jeppe På Bjerget”, stadig bliver spillet, er, at der endnu ikke er kommet et svar på spørgsmålet ”Hvorfor drikker Jeppe?

Så han kæmper både med det, og de humørsvingninger hans psykiske udfordringer giver ham. Han er glad for at bo hos Psykiatri Plus, hvor han føler sig taget alvorlig.

Jeg vil gøre en forskel

For mig handler det om at kunne få relationer og kunne gøre en forskel. Jeg prøver at være positiv. Og jeg ved godt, at der er nogle dage, hvor jeg ikke er det, og det går ud over andre. Men jeg prøver. Og jeg prøver at komme uden for og møde verden mere. Men der er ikke så mange derude, der ønsker at møde mig. Men det er ærgerligt for alle. Også mange andre med en psykisk sygdom, som bor her, har talenter og egenskaber, som andre kan have glæde af.

Christian håber på, at der vil ske noget andet i hans liv.

Min store drøm er at kunne flytte ind i et kollektiv i en stor herskabsvilla med mange forskellige – unge studerende og mange andre. Så kunne jeg være i køkkenet, når de kom hjem, og vi kunne lave mad, vende verdenssituationen og hygge os.