26. august 2019

Efter en omtumlet opvækst med mobning, misbrug og dårligt selskab er 22-årige Oliver, som bor på vores botilbud Stentoft ved Kolding, på vej i den rigtige retning.

Af Lars Solberg, kommunikationsrådgiver i Psykiatri Plus

”Min drøm er at blive brandmand - få en sød kæreste og ha’ et godt familieliv. Det kæmper jeg for nu, og det skal nok komme”.
Den 22-årige Oliver Kold siger hvert ord med stor beslutsomhed. Han vil gerne dele sin optimisme og fortælle sin historie til os.

Efter en forvirret opvækst med sen opdagelse af hans ordblindhed, forkerte personlige valg og ifølge Oliver dårlige løsninger fra de myndigheder, der skulle hjælpe ham, tror han nu på forandring. En forandring til det bedre.

Han har boet nogle måneder på Stentoft, efter hans liv koksede i Århus. På Stentoft har han for første gang mødt nogle, der ud over hans forældre tror på ham. Og så er der formuleret en handlingsplan, så han er tilbage på skolebænken. Han tror på de gode tider nu.

”På Stentoft bliver jeg mødt med tillid, ligeværdighed og mennesker, der støtter mig og tror på mig. Det har givet mig mere tro på, at jeg kan få et bedre liv”, siger han.

Håbet tilbage efter nogle dystre år
Håbet er kommet tilbage i Oliver efter nogle dystre år i et råt miljø, hvor kokainrusen i perioden var højdepunktet. De seneste år har været kulminationen på en skoletid, der ikke gik godt.

Oliver har ingen diagnose, men han er i øjeblikket ved at blive udredt. For nylig blev han testet for ordblindhed, og testen viste, at han er ordblind i en høj grad.
Det var en lettelse for ham endelig at få bekræftet, hvad han selv og hans forældre har troet i mange år.

”Min folkeskoletid var ikke god. Jeg kunne ikke følge med og blev mobbet meget”, fortæller han.
Efter nogle år kom han i en specialklasse, men det hjalp ikke – tværtimod fandt han bare ud af, at han i stedet for at læse kunne lave ballade. Der var ikke mange tanker om fremtiden.

”Min far er Falckredder, og jeg har altid haft en drøm om at bliver brandmand. Men hver gang jeg sagde det til lærerne, fik jeg at vide, at det ikke var realistisk. Det kunne jeg ikke, mente de. Det var hårdt at få at vide”, fortæller han.
Boksningen hjalp mig som teenager
Oliver havde dog et lyspunkt – uden for skolen. Han begyndte til boksning, da han var 13 år.
”Det var stort. Jeg var god. Men der skulle trænes meget. Det holdt jeg ud takket være en træner, der troede på mig.”

Oliver blev rigtig skarp til at bokse og vandt flere stævner og et Danmarksmesterskab, men skolen var stadig det samme helvede.

Efter nogle dårlige år kom han på efterskole. Her blev han igen draget af at gøre det forkerte, da det rigtige var så svært. Efter tre måneder blev han smidt ud, og kom hjem. Kommunen sendte ham på en produktionsskole, men heller ikke her kunne han slappe af og finde sin vej.

”Det var ikke et godt sted for mig. Dem, jeg hang ud med der, havde det også svært. Vi fandt sammen og blev hurtigt enige om, at vi var dem, der ikke kunne bruges til noget”.

Hang ud i et råt miljø
Oliver stoppede på produktionsskolen - og hang i stedet ud i et råt miljø, hvor der var stoffer. Boksningen droppede han som 18-årig, da festerne tiltrak ham mere. Men det var ikke godt for ham, og han begyndte at få det meget svært. Han kunne ikke længere styre sig selv og sit temperament.

Takket være sin far og mor og en kommune, der kunne se, at der skulle gøres noget radikalt, kom han til Stentoft.


”Jeg syntes, det var meget mærkeligt, at jeg skulle bo her. Men det har været godt. Personalet er fantastisk. De tror på mig, og det giver mig også troen på, at det kan lykkes for mig at få styr på mit liv”.

Jeg vil hjælpe andre mennesker
Sammen med sine kontaktpersoner på Stentoft har Oliver fået styr på sit misbrug, og der er lagt en uddannelsesplan. Han er startet på FGU (Forberedende Grunduddannelse), hvor han skal gøre sin 9. klasses-eksamen færdig. Her får han særlig ordblinde-støtte.

Efter FGU vil han gerne ind i beredskabstjenesten, og så søger han ind som brandmand. Oliver arbejder dog også med andre muligheder, hvis brandmand ikke kan lade sig gøre. Blandt andet vil han gerne være vagt.

”Det er ikke afgørende, hvad jeg bliver, og hvad jeg tjener. Det vigtigste for mig er, at jeg får et arbejde, hvor jeg kan gøre en forskel for andre mennesker – gøre noget godt. Det er det, der betyder noget”, slutter Oliver.