Efter mange år med overfald på personalet er det lykkedes et pædagogisk team på Stentoft at skabe mere fred hos en 55-årig kvinde.

En forårsdag i april i år kørte en politivogn ind på parkeringspladsen hos bostedet Stentoft i Sønder Stenderup, der drives af Psykiatri Plus. Ud steg tre uniformerede betjent. De åbnede den sidste bildør og hjalp forsigtigt og med afstand en 55-årig kvinde ud af bilen og ind i hendes nye bolig på Stentoft. Endnu en gang flyttede hun ind i et nyt bosted.

Ved ankomsten til Stentoft havde hun siden nytår begået 15 voldelige overfald på personale omkring hende på bosteder og på retspsykiatrisk afdeling.

Nu – efter et halvt år på Stentoft - har kvinden, der er udviklingshæmmet og har store psykiske udfordringer, fundet mere fred i sig selv. Hun har relationer til andre, deltager i et vist niveau i et fællesskab, og hun kan se andre i øjnene, smile, og endda synge.

En gang imellem er hun stadig aggressiv, men overfalder ikke andre på samme måde mere. Hun har stadig svært ved at styre følelser som glæde, vrede og sorg - dog uden at blive voldsom. Nu kan hun i højere grad selv stoppe sig selv, inden hun slår.

Et mirakel og hårdt arbejde

”Det er et lille mirakel. Men bag det mirakel ligger der hårdt arbejde, og vi har hver især været ved at give op et par gange. Det tager hårdt på én, når man dagligt oplever meget aggressive anfald - og i flere tilfælde har der været behov for magtanvendelse. Men det gør ondt at se et menneske, der har det så forfærdeligt. Hendes slag er et råb om hjælp. Hun vil os ikke noget ondt, men det er den måde, hun kunne udtrykke frustration på. Så vi holdt ud”, fortæller Charlotte Markussen, der oprindeligt er uddannet socialrådgiver.

Hun sidder sammen med sin kollega, social- og sundhedsassistent Maria Degn-Karholt, på Stentoft, og kigger ind i en PC, da dette interview foregår online via Teams. De vil gerne fortælle historien med kvinden, da moralen er, at det altid nytter noget at gøre en indsats, hvis man gør det rigtigt. Et særligt team blev sammensat omkring kvinden, og det har skabt en positiv udvikling.

Men der er stadig udfordringer, fortæller Maria.
”Træerne gror ikke ind i himlen. Der er tilbageslag. Det er ikke bare lutter hygge med kaffe og kage. Men hun har fået det så meget bedre. Vi mener årsagen er, at vi har holdt fast, og vi er professionelle i vores analyse og daglige strategi. Samtidig har vi bevaret den personlige og menneskelige kontakt” siger Maria.

Begge er enige om, at det aldrig var gået uden det gode samarbejde i teamet.

Arbejde i det psykiske grænseland
Både Maria og Charlotte har arbejdet i længere tid på bostedet Stentoft. De arbejder med mennesker, der ofte er forladt af alle andre, har store psykiske udfordringer og diagnoser, måske et misbrug. Men de oplever, at det kan lade sig gøre at få mange beboere ind på en bedre kurs.

Charlotte var dog så småt ved at forlade Stentoft, havde sagt op og ville være vikar med mere frihed i stedet for. Men Stentofts leder Mette Hvidberg-Hansen fik Charlotte overtalt til at være en del af teamet omkring den 55-årige kvinde. Og den udfordring tog hun på sig.

”Som socialarbejder tror jeg på, at alle kan få det bedre - nogle mere end andre. Og her var en så sørgelig skæbne, at der måtte kunne gøres noget”, siger hun.

 

Hurtig fra idé til handling i det private
Som privat virksomhed kan Psykiatri Plus hurtigt handle og arrangere en særlig indsats – og det var nødvendigt her. Der blev sammensat et særligt team på 6 medarbejdere – sosu-assistenter, socialrådgiver og pædagoger. Der skulle altid være to på job hos kvinden i hendes vågne timer. De forskellige roller som sundhed og kontakt til psykiater og myndigheder blev fordelt mellem dem, og så gik gruppen  i gang med at formulere en plan.

”Strategi og forventningsafstemning er altid meget vigtig, men i særlige  pædagogiske udfordrende opgaver som denne, er det simpelthen altafgørende. Samtidig skal vi være ærlige overfor hinanden. Hvis vi ikke sikrer os, at vi i gruppen kan drøfte bekymringer, frygt og tvivl, så går samarbejdet hurtigt i stykker.
I Psykiatri Plus bruger vi Low Arousal som pædagogisk tilgang. Det stiller store krav til, at vi har styr på os selv, og det hjælper vi hinanden med i teamet”, siger Charlotte Markussen.

 

Mere bad og mindre medicin
Teamet er kommet langt på mange områder. Da kvinden ankom, nægtede hun at gå i bad. Men stille og roligt har de fået hende til at tage brusebad, fortæller Maria, der har ansvaret for det sundhedsfaglige.

”Bad virkede for hende som et overgreb. Hun har haft mange negative oplever omkring denne handling. Før os skulle der 4 personaler til at hjælpe hende ved magt med et bad om måneden. Vi har ikke presset hende på dette område. Vi har bare lagt tøj frem, så hvis hun fik lyst, kunne hun tage et bad og skifte til rent tøj. Og så har vi talt om, at vi andre også går i bad. En dag gjorde hun det, og nu går hun i bad hver mandag og torsdag.”

Maria er også i tæt kontakt med kvindens psykiater og sammen har de fået psykofarmaka-midlerne  og doseringen ned på et bedre niveau. Og så vil de gerne minimere det akutte medicin – det såkaldte PN-medicin.

”PN-medicin prøver vi at undgå. Så når tingene kører op, prøver vi at aktivere hende i en anden retning, så vi undgår den voldsomme medicin,” siger Maria.

 

Bor dør om dør
Det pædagogiske team har kontor i et rækkehus ved siden af kvindens rækkehus. Det vil sige, at de er tæt på og kan trække sig. Det giver tryghed for begge parter.
Til tider kan de drikke morgenkaffe sammen med hinanden. Det er stort. For 6 måneder siden turde ingen være tæt på hende.

Nu kan de, hvis hun er i godt humør, hygge sig med kortspil som 500, som hun er skrap til. Men det er dog kun bestemte personer, hun vil spille med. 

Og så kan personalet tale med hende, når hun gerne vil slå. Hun formulerer endda, at personalet skal komme og holde om hende, så hun ikke slår dem.

Så kvinden er i en meget positivt udvikling mod mere fred og harmoni. Og en af grundene er de muligheder, som der er på et privat bosted som Stentoft.  Her kan ledelsen prioritere, at teamet har et hus ved siden af borgeren , og i det hele taget sammensætte det bedste team til den konkrete opgave.

”Vi er nået langt takket være, at vi har et fantastisk team. Der er tilbagefald, og ingen ved, hvad der kommer til at ske, men det er vores oplevelse, at hun har fået mere tillid til verden. Hun tør være mere i sig selv, og være i kontakt med sine følelser og styre dem til en vis grad”, siger Charlotte Markussen.