Psykiatrisk udfordrede og sårbare har også ret til et sundere liv

 

Psykiatri Plus har fokus på betydningen af en sund livsstil for mennesker med psykiatriske udfordringer og sårbarhed.

 

Mental sygdom og psykisk sårbarhed kan hurtigt udvikle sig til fysisk sygdom, der kan være alvorlig og endda livstruende. Det bekræftes af det faktum, at mennesker med svære sindslidelser eller som er udfordret af psykisk sårbarhed med inaktivitet og isolation som konsekvens, har en betydelig nedsat levealder i forhold til den øvrige befolkning.

Det skyldes blandt andet, et ofte manglende mentalt overskud, til at forholde sig til sin fysiske sundhed, sunde livstilsvalg og i øvrigt ofte tumler med svære bivirkninger fra den medicin, mange er nødt til at tage for sin sygdom.

Det er mennesker, der ofte har sværere ved at skabe motivation, har eller kan have kognitive begrænsninger/udfordringer, bevæger sig ikke nok og den mad der spises, er ofte alt for usund, hvilket resulterer i markant vægtøgning.

En del dulmer deres indre uro med cigaretter, stoffer og alkohol – og ofte er manglen på kontakt til andre mennesker, med ensomhed til følge, ligeledes sundhedstruende.

Resultatet kan blive hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og lungesygdommen kol, som kun gør et i forvejen udfordret liv endnu vanskeligere. Derfor er vi, som professionelle, i psykiatrien og socialpsykiatrien særligt forpligtet til at sætte livsstil og sundhed på dagsordenen.

Når en sund livsstil har en markant gavnlig effekt på almen befolkning, må det forventes, at det samme gør sig gældende for mennesker med psykiatriske- og eller misbrugsproblemer. Udfordringen er, at der sjældent er samme egen-motivation til at forsøge at ændre livsstil, da livet synes uoverskueligt nok som det er, uden yderligere udfordringer.

Det kan være vanskeligt nok for mennesker uden psykisk sårbarhed eller sygdom, at motivere sig selv til og fastholde en sund livsstil, hvorfor det må formodes, at der skal langt mere til end gode råd, hvis patienter og borgere der er psykisk udfordret skal motiveres og fastholdes i en sundere og mere aktiv livsstil.

En målrettet indsats for at styrke borgere med psykiske udfordringer og misbrugs, fysiske sundhed, vil bidrage til at mindske den sociale ulighed i sundhed og støtte alle i retten til et sundt, godt og meningsfuldt liv.

 

At lade være er dyrt – menneskeligt og samfundsøkonomisk.

 

Jan Toftholm, direktør Plus Sundhed A/S