13. april 2021

I Plus Sundhed bliver beboerne på bostederne inddraget i alle beslutninger om dem selv. De har ansvaret for eget liv – og det er den eneste måde, de kan få det bedre, mener bostedsleder.

”På vores bosted bor voksne mennesker, og de skal behandles som voksne og ligeværdige mennesker. Vi skal ikke tage ansvaret fra dem, som mange har gjort før i deres liv. Hos os får de ansvar og kontrol over eget liv. De tager selv beslutningerne, der er nødvendige for, at de kan få det bedre. Og det støtter vi dem i”, fortæller Rikke Lindahl Hansen, der er leder på Tjørnehøj i Odsherred

Der er et afsnit med ældre og et med unge. Fælles for beboerne er, at de fleste har medbragt en journal på størrelse med en bog. Og det er ikke en selvbiografi, men en bog, der er skrevet af alle mulige andre.

”Vores beboere har i forskellig grad haft et svært liv, og de har været i kontakt med rigtig mange myndigheder. Mange af dem har en selvopfattelse af, at de ikke kan håndtere livet og er dårlige mennesker, der har brug for hjælp. Og det har et velmenende system så tilbudt at give, og alt for ofte har det taget hele kontrollen, og det giver desværre som regel et endnu dårligere liv”, fortæller Rikke.

Ifølge lederen betyder det blandt andet, at der er mange mennesker, der har konkluderet for mange ting i deres journaler.

”Meget af indholdet er det, jeg kalder synsninger – formodninger – dagsform udlagt som en del af personligheden og sygeliggjort. Disse konklusioner følger med og fastholder ofte beboerne i en sygdomsforståelse, som desværre er mere afviklende end udviklende. Det vil vi gerne gøre anderledes, så vi sikrer, at de er chef i eget liv.”

Personale udvælges til relationscirkel

Rent praktisk arbejder personalet efter særlige pædagogiske principper på Tjørnehøj, som bygger på metoderne Recovery CHIME og LA2. 

Beboerne vælger selv det personale, de ønsker omkring dem. Det sker på møder med ledelsen, hvor beboerne kan vælge personale og skriver det på en såkaldt relationscirkel med mange cirkler inde i den store cirkel.

På de inderste cirkler står de tætte kontakter til personlig hjælp, og de yderste kan være personale, beboeren gerne vil gå tur med. Hvis beboeren oplever, at samarbejdet ikke fungerer, kan beboeren udskifte i sit team.

De udvalgte personaler kaldes samlet beboerens ressourceteam, og det mødes minimum hver anden måned med beboeren for at sikre, at alle arbejder den rigtige vej og dermed er hjælpsomme overfor beboeren og beboerens ønsker.

Personalet skulle vænne sig til det – men så voksede jobglæden 

Ifølge Rikke var beboerne glade for det med det samme, men det har taget lidt tid for personalet at vænne sig til.

”Det er klart, at det for mange, der har arbejdet i institutioner i mange år, kan være en omvæltning at komme fra en rolle og en position, hvor du ud fra de bedste intentioner bestemmer over andre. Det sker ud fra en forståelse af, at det er syge mennesker, og vi derfor ved bedst. I stedet skal du her leve med en rolle, som er mere ydmyg og samarbejdende ud fra beboernes ønsker håb og drømme. Her skal du sidde med beboeren, og være nysgerrig på beboeren og dennes ønsker og behov”, siger hun, og uddyber:

”Det kræver fuld fokus og nærvær, og det er hårdere, end man tror. Men det er i relationen til andre mennesker, vi alle udvikler os og følelsen af at have kontrol over eget liv er essentielt for os alle og dermed selvfølgelig også for beboerne. Men de fleste medarbejdere kommer hurtigt efter det, da de kan se, at det virker godt på beboerne, og det er jo derfor, vi er i denne branche”, siger hun.

Ifølge Rikke har næsten alle medarbejdere oplevet det positivt, men der har også været kolleger, de har sagt farvel til.

”Det stiller krav til medarbejdere. Mange skal aflære det, de i mange år har praktiseret og troet på.” 

Til gengæld er gevinsten stor for det personale, der tør at være nysgerrig på beboerenes tanker og behov. Her oplever de, at de kan gøre en meget større forskel for beboerne, og det skaber en stor tilfredshedsfølelse og jobglæde.

Beboere med til kurser og uddannelse

Et markant tiltag er, at beboerne er med til møder, og de deltager også i de pædagogiske uddannelsesforløb og kurser, der er på Tjørnehøj. Og det har virkelig været en aha-oplevelse af de gode, fortæller Rikke.

“Det varierer, hvor mange beboere, der ønsker at deltage. Men med dem, der har været med, har det været en stor oplevelse. De er jo netop eksperter i deres udfordringer, og de har lært os andre en del, og når de oplever, vi lytter, bliver det meget intenst”, fortæller lederen.

Er beboere i stand til at bestemme selv?

Som udenforstående kan det lyde mærkeligt, at mennesker med psykiske udfordringer og nogle med et misbrug er i stand til at tage de rette beslutninger. Men det er Rikke helt afklaret omkring.

”Lige meget om du er depressiv, hører stemmer eller har et misbrug, så kan du godt fokusere som et voksent menneske. Hvis vi behandler mennesker med respekt, og de gør det samme, så kan vi sammen hjælpes ad med det, der er svært”, siger Rikke.

Og bostedlederen har en del erfaring bag det budskab.

Oprindeligt er Rikke Lindahl Hansen uddannet sygeplejerske med efterfølgende speciale i psykiatri. Lige siden uddannelsen har hun arbejdet i psykiatrien – blandt andet på Sankt Hans og som leder på to bosteder i Roskilde.

Vi skal tænke på en ny måde

Rikke synes, det er på tide, at vi alle tænker på en ny måde, når vi møder mennesker med psykiske udfordringer.

”Vi lever i en verden med diagnoser og firkantede kasser, som vi prøver at presse folk ned i. Men hver gang vi presser nogen ned i kassen, er der altid en arm eller et ben, der ikke kan være der. Vi skal ikke lade diagnoserne styre os, men i stedet lade vores beboere selv indvie os i deres tanker og de ting, der sker i dem. De reaktioner de har, kommer af noget. Lad os være nysgerrige på det. Ofte findes en sund reaktion på noget sygt bagved, voldsomme oplevelser i livet, misbrug, mobning, stor sorg og andre ting”, siger hun. Undgå berøringsangst, understreger hun.

”Vi må ikke være bange for at spørge, hvornår kom stemmerne, angsten, hvad skete der? Vi skal være ydmyge og følge dem uden at drage forhastede konklusioner baseret på vores egen personlige fordomme og stereotype fortolkning. Det hjælper ikke vores beboere”, slutter Rikke Lindahl Hansen.