I nogle sager er det ikke kun demenssygdommen i sig selv, der udfordrer indsatsen, men borgerens tidligere identitet og rolle. Når forståelsen af egen situation forsvinder, kan det føre til massiv frustration, aggression og sammenbrud i hverdagen – både for borgeren og for personalet omkring.
Borgerens funktionsniveau og støttebehov
I denne sag drejede det sig om en ældre borger med svær demens og udadreagerende adfærd. Borgeren havde vanskeligt ved at forstå og acceptere sin nye rolle som plejecenterbeboer og reagerede med vrede og fysisk aggression, når han blev korrigeret eller begrænset.
Borgeren havde perioder med psykotiske symptomer, særligt om natten, og krævede derfor tæt, kontinuerlig støtte og høj grad af forudsigelighed for at kunne finde ro.
En sag uden oplagt placering
Borgeren blev indskrevet på psykiatrisk skadestue som følge af den voldsomme adfærd, men blev hurtigt udskrevet igen, da problematikken ikke hørte under klassisk psykiatri. Samtidig kunne det eksisterende plejecenter ikke håndtere borgerens adfærd på forsvarlig vis.
Hjemkommunen stod derfor i en situation, hvor hverken psykiatrien eller plejesektoren kunne tilbyde en bæredygtig løsning.
Psykiatri Plus som samarbejdspartner i en særlig løsning
Kommunen kontaktede Psykiatri Plus med henblik på at etablere en alternativ, midlertidig indsats. I samarbejde blev der bevilliget et enkeltmandsprojekt i en særligt tilrettelagt bolig, hvor borgeren kunne skærmes og støttes individuelt.
Psykiatri Plus sammensatte et større team af medarbejdere med erfaring inden for demensområdet og varetog indsatsen døgnet rundt.
Faglig tilgang og pædagogiske greb
Indsatsen tog afsæt i struktur, genkendelighed og meningsfulde aktiviteter. Medarbejderne arbejdede målrettet med at skabe faste rutiner og inddrage borgeren i daglige gøremål, som kunne give oplevelse af mestring og ro.
Der blev lagt vægt på:
- tydelige rammer og gentagelse
- meningsfuld beskæftigelse
- affektregulering gennem relation
- tæt tværfaglig sparring i teamet
Indsatsen tog højde for borgerens natlige uro og blev derfor bemandet hele døgnet.
Effekt for borger og myndighed
Over tid faldt konfliktniveauet, og borgeren fandt større ro i hverdagen. Den øgede stabilitet gjorde det muligt for pårørende igen at indgå i kontakten uden frygt for eskalering.
For kommunen betød indsatsen, at der – i en sag uden oplagte standardløsninger – blev skabt et midlertidigt, men fungerende fundament, mens der fortsat arbejdes på at finde et varigt tilbud.
Løbende justering og fremadrettet retning
Indsatsen følges løbende op gennem teammøder, hvor medarbejderne sparrer om aktuelle udfordringer og justerer tilgangen i takt med borgerens udvikling og behov.
Hvornår er denne type indsats relevant?
Denne type samarbejde er relevant, når kommunen står med borgere, hvor:
- demens medfører voldsom og uforudsigelig adfærd
- tidligere identitet og rolleforvirring forstærker konflikter
- psykiatri og plejesektor ikke kan rumme opgaven alene
- der er behov for enkeltmandsprojekt med høj faglighed
