Traumer hos børn – når adfærd er et signal, ikke et problem
Hvordan kan vi som fagpersoner forstå adfærd som et udtryk for det, barnet har været udsat for, og hvordan omsætter vi den viden til praksis?
Denne artikel samler centrale indsigter fra oplægget “Traumer hos børn – konsekvenser, forebyggelse og forståelse” af Dorte Bærentzen.
Hvad er et traume hos børn?
I arbejdet med børn møder mange fagpersoner adfærd, der kan være svær at forstå. Hyperaktivitet, vrede, impulsivitet, selvskade eller følelsesløshed bliver ofte mødt som problemer, der skal stoppes. Men nogle gange er adfærden ikke problemet i sig selv. Den er et udtryk for noget, barnet har været udsat for.
Tidlige traumer opstår, når et barn udsættes for oplevelser, der bliver så overvældende, at barnet ikke kan bearbejde dem med de strategier, det har til rådighed.
Det kan ske, når barnet ikke kan flygte eller kæmpe. Og særligt når den person, der skulle skabe tryghed, i stedet bliver en del af truslen.
Traumer handler ikke kun om det, der er sket. Det handler også om det, der ikke skete. Manglende trøst, manglende følelsesmæssig støtte eller følelsen af ikke at blive mødt kan være lige så belastende.
Udviklingstraumer bliver derfor ofte overset, fordi de ikke nødvendigvis er knyttet til én enkelt dramatisk hændelse, men til gentagne erfaringer gennem opvæksten.
Når nervesystemet er konstant på vagt
Et centralt perspektiv i traumeforståelse er, at barnet udvikler et overaktivt alarmsystem og et underudviklet reguleringssystem.
Det betyder, at barnet hurtigere kommer i alarmberedskab og samtidig har svært ved at regulere sine reaktioner. Selv små frustrationer kan derfor opleves som truende.
For børn uden traumer er der typisk et bredere “tolerancevindue”, hvor følelser og belastninger kan håndteres uden at miste kontrollen. Hos traumebelastede børn bliver tolerancevinduet smalt. Barnet bevæger sig hurtigere i retning af kamp, flugt eller dissociation.
Det kan udefra ligne overreaktioner eller manglende samarbejde, men handler ofte om et nervesystem, der forsøger at beskytte barnet.
Dissociation – når barnet “forsvinder”
Nogle børn reagerer ikke med uro eller vrede, men ved at koble sig fra situationen.
Dissociation kan vise sig som børn, der “zoner ud”, virker fraværende eller følelsesmæssigt utilgængelige. Barnet er fysisk til stede, men psykisk et andet sted.
Det kan også vise sig som hukommelsesproblemer, følelsesløshed, uvirkelighedsfornemmelser eller somatiske symptomer som smerter, svaghed og “hjernetåge”.
Dissociation er ikke ligegyldighed. Det er en overlevelsesstrategi.
Traumereaktioner bliver ofte misforstået
Børn med traumer kan reagere på mange forskellige måder. Nogle bliver udadreagerende, impulsive eller voldelige. Andre bliver passive, underkastende eller trækker sig fra relationer. Mange kæmper med søvnproblemer, koncentrationsbesvær eller somatiske klager.
Fælles for mange af reaktionerne er, at de let bliver forstået som adfærdsproblemer fremfor belastningsreaktioner.
Hvis vi kun ser på adfærden, risikerer vi fejldiagnostisering og indsatser, der ikke hjælper barnet. Barnet kan opleve igen og igen ikke at blive forstået og til sidst opgive hjælpen.
Derfor bliver spørgsmålet vigtigt: Hvad er der sket med barnet – fremfor hvad er der galt med barnet?
Sådan føles det indeni
Bag adfærden beskrives ofte en indre oplevelse præget af frygt, skam og ensomhed. Barnet kan føle sig forkert, uelsket eller anderledes end andre. Mange oplever hjælpeløshed, mistillid og manglende evne til at overskue konsekvenserne af egne handlinger.
Det betyder, at barnets handlinger ofte giver mening, når de forstås i lyset af barnets erfaringer og følelsesmæssige belastning.
Risikoen for retraumatisering
Børn med ubehandlede traumer er særligt sårbare overfor retraumatisering.
Retraumatisering opstår, når barnet møder noget, der minder om tidligere traumatiske oplevelser. Det kan være lyde, stemninger, lugte, berøring eller relationelle situationer.
Barnet genoplever ikke nødvendigvis hændelsen konkret, men følelsen af frygt og magtesløshed aktiveres igen.
Fordi børn ofte mangler ord for deres oplevelser, viser retraumatisering sig typisk gennem adfærd. Derfor kan barnet virke “urealistisk voldsomt” i situationer, som voksne oplever som små eller ufarlige.
Den traumebevidste tilgang
En traumebevidst tilgang handler ikke om en bestemt behandlingsmetode, men om måden, vi er sammen med barnet på.
Målet er at skabe mere tryghed og mere plads i barnets tolerancevindue.
Det indebærer blandt andet at skabe forudsigelighed, gennemsigtighed og stabile relationer. Barnet skal opleve, at voksne er pålidelige, holder aftaler og hjælper med regulering fremfor at eskalere situationen.
Samtidig er det vigtigt, at barnet oplever kontrol og ejerskab i eget liv. Ikke ansvar for det, der er sket – men mulighed for medbestemmelse og oplevelse af indflydelse.
Hvad beskytter børn mod traumer?
Selv når børn har været udsat for alvorlige belastninger, findes der beskyttelsesfaktorer, som kan styrke trivsel og modstandskraft.
Relationer til trygge voksne udenfor familien, stabile venskaber, skolegang, fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber kan have stor betydning.
Det samme gælder søvn, struktur og følelsen af at høre til.
Traumeforståelse handler derfor ikke kun om at reducere symptomer, men også om at styrke de relationer og miljøer, der hjælper barnet med at føle sig trygt og forbundet.
Hvad tager vi med videre?
Børn med traumer forsøger ikke at være vanskelige. De forsøger at beskytte sig selv med de strategier, deres nervesystem har udviklet.
Når vi ser bag adfærden, bliver det muligt at møde barnet med større forståelse og mindre fordømmelse.
Det ændrer ikke nødvendigvis barnets reaktioner med det samme. Men det ændrer relationen. Og relationen er ofte det sted, hvor regulering, tryghed og udvikling begynder.
Hvornår er denne viden relevant?
- Denne viden er relevant, når fagpersoner møder børn, hvis adfærd virker voldsom, uforståelig eller svær at regulere, og hvor der kan ligge belastende eller traumatiske erfaringer bag.
- Det gælder fx ved hyperaktivitet, vrede, impulsivitet, tilbagetrækning, følelsesløshed eller selvskade, hvor adfærden risikerer at blive forstået som et problem i sig selv fremfor som en reaktion på overbelastning.
- Den er også vigtig, når børn gentagne gange reagerer stærkt på situationer, som omgivelserne oplever som små eller ufarlige, eller når der er tegn på dissociation, mistrivsel, utryghed eller vanskeligheder med følelsesregulering.
- Viden om traumer bliver særligt relevant i arbejdet med at skabe trygge relationer, forebygge retraumatisering og udvikle indsatser, der tager højde for barnets nervesystem, oplevelser og behov for regulering fremfor alene at fokusere på adfærden.