Case

Når et barns mistrivsel påvirker hele familien

Når separationsangst og mistrivsel fylder så meget, at et barn ikke kan være uden sin forælder, påvirker det hele familiens hverdag. Her kan en tæt og specialiseret indsats være nødvendig for at skabe den tryghed og stabilitet, der giver barnet mulighed for gradvist at udvikle sig og blive mere selvstændigt.

Da Psykiatri Plus blev en del af indsatsen omkring 7-årige Alma og hendes familie, havde hun gennem længere tid været præget af massiv skolevægring, separationsangst og selektiv mutisme. Hun kunne ikke være uden sin mor og talte kun med ganske få mennesker.

Alma har autisme og var på daværende tidspunkt meget præget af angst. Hendes mor havde gennem flere år brugt størstedelen af sine kræfter på at hjælpe hende. Over tid var belastningen blevet stor, og fordi Alma ikke kunne være uden sin mor, havde hun gennem de seneste år ikke haft mulighed for at passe sit arbejde.

Psykiatri Plus som samarbejdspartner


Psykiatri Plus blev en del af familiens § 32-indsats med fokus på Almas selektive mutisme og separationsangst og på at skabe mere ro og stabilitet i hverdagen.

En fast socialpædagog med familiebehandleruddannelse blev tilknyttet forløbet. Indsatsen tog udgangspunkt i Almas behov og blev tilrettelagt i tæt samarbejde med hendes mor.

Faglig tilgang og pædagogiske greb

Indsatsen krævede tid, tålmodighed og en stabil relation. Derfor var tryghed og relationsarbejde helt centralt i arbejdet med Alma. Gennem leg, fantasi, bevægelse og meningsfulde fælles aktiviteter arbejdede familiebehandleren med at opbygge en relation, hvor Alma gradvist kunne føle sig tryg.

Samtidig blev der arbejdet med små og genkendelige skridt mod, at Alma kunne være mere uden sin mor. Undervejs var der fokus på hendes følelsesmæssige regulering og kommunikation samt på hendes sansemæssige og kropslige reaktioner. Det gjorde det muligt løbende at tilpasse indsatsen til det, Alma kunne rumme.

Familiebehandleren samarbejdede tæt med Almas mor om at finde en balance mellem at give Alma den nødvendige tryghed og samtidig støtte hende i gradvist at blive mere selvstændig. Tryghed, nærvær og tydelighed var gennem hele forløbet centrale elementer i arbejdet.

Effekt af indsatsen

I dag taler Alma med sin familiebehandler og deltager i aktiviteter uden sin mor. Hun er begyndt at besøge sin klasse igen og har deltaget i mindre arrangementer på skolen. Samtidig har hendes mor fået et nødvendigt frirum og er langsomt begyndt at arbejde igen.

Familien oplever mere stabilitet og ro i hverdagen.

Almas historie er ét eksempel på, hvordan børn og familiers behov kan være meget forskellige. Derfor findes der heller ikke én løsning, der passer til alle.

I Psykiatri Plus arbejder vi med sårbare mennesker. Derfor er deres historier anonymiseret.

Hvornår er denne type indsats relevant?

Denne type familiebehandling kan være relevant, når et barns mistrivsel påvirker både barnets egen udvikling og familiens samlede hverdag. Det kan eksempelvis være, når:

  • barnet har omfattende skolefravær eller skolevægring
  • angst eller andre psykiske udfordringer begrænser barnets hverdag og udvikling
  • barnet har autisme, ADHD eller andre særlige behov, som kalder på en specialiseret tilgang
  • barnet er stærkt afhængigt af en eller begge forældres tilstedeværelse
  • familien over længere tid har været under et stort pres
  • der er behov for en tæt og individuelt tilrettelagt indsats i familiens hverdag

Andre cases

CaseBørn og Unge

Når separationsangst og mistrivsel fylder så meget, at et barn ikke kan være uden sin forælder, påvirker det hele familiens

CaseBørn og Unge

I nogle sager bliver familien den primære indsats – ofte i længere tid end bæredygtigt. Når et barn har et

CaseVoksen

Når en kommune står med en borger med både udviklingshæmning, autisme, adfærdsforstyrrelser og somatiske lidelser, stiller det høje krav til

CaseVoksen

I nogle sager står kommunen med borgere, hvor gentagne anbringelser og indsatser ikke skaber varig ro – hverken for borgeren

CaseVoksen

I nogle sager viser det sig først i praksis, at en indsats er mere kompleks end forudset. Trods grundig forberedelse

CaseVoksen

I nogle sager er det ikke kun demenssygdommen i sig selv, der udfordrer indsatsen, men borgerens tidligere identitet og rolle.

Scroll to Top