Traumer og traumereaktioner
Hvad sker der i kroppen og hjernen, når mennesker rammes af traumer? Og hvordan kan vi som fagpersoner støtte mennesker efter alvorlige belastninger eller potentielt traumatiske oplevelser?
Denne artikel samler centrale indsigter fra et oplæg med psykolog, ph.d. og professor Karen-Inge Karstoft, som forsker i traumer, PTSD og resiliens.
Hvad er et traume?
Mange mennesker vil i løbet af livet opleve potentielt traumatiske begivenheder, men langt de fleste kommer igennem dem uden at udvikle PTSD. Alligevel kan traumatiske oplevelser sætte dybe spor – både psykisk og fysisk. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad der sker i kroppen og hjernen, når mennesker udsættes for alvorlige belastninger.
Traumer beskrives ofte som reaktioner på dybt belastende eller skræmmende oplevelser.
Det kan være pludselige hændelser som ulykker, vold, overgreb eller naturkatastrofer, men også længerevarende belastninger som krig, alvorlig sygdom eller gentagne krænkelser.
Karen-Inge Karstoft understreger samtidig, at der findes et kontinuum mellem belastninger og traumer. Grænsen er ikke altid skarp, og mennesker reagerer forskelligt på det samme. Derfor bruges begrebet potentielt traumatisk begivenhed ofte i forskningen. En voldsom oplevelse fører nemlig ikke nødvendigvis til en traumereaktion.
De fleste oplever potentielt traumatiske begivenheder
Forskning peger på, at de fleste mennesker i løbet af livet udsættes for mindst én potentielt traumatisk begivenhed. Et dansk studie estimerer, at omkring 68 % af befolkningen har oplevet noget, der kan karakteriseres som potentielt traumatisk.
Det betyder dog ikke, at de fleste udvikler PTSD. Tværtimod er resiliens det mest almindelige. Mange oplever milde eller mere udtalte reaktioner i en periode, men symptomerne aftager ofte med tiden.
Kun et mindretal udvikler længerevarende psykiske følger som PTSD.
Hvad er en traumereaktion?
Efter en voldsom oplevelse reagerer kroppen og psyken naturligt. Reaktionerne kan vise sig som uro og alarmberedskab, søvnproblemer, tristhed eller angst, koncentrationsbesvær, undgåelse af bestemte steder eller situationer samt stærke følelsesmæssige reaktioner. For nogle er symptomerne kortvarige, mens andre oplever mere vedvarende belastning.
Traumereaktioner kan derfor spænde fra milde og forbigående symptomer til mere alvorlige psykiske tilstande som depression, angst eller PTSD.
Hvad er PTSD og hvorfor udvikler nogle det?
PTSD, posttraumatisk belastningsreaktion, er en psykisk lidelse, der kan opstå efter traumatiske oplevelser. Ikke alle mennesker udvikler PTSD efter belastende hændelser, og der findes ikke én forklaring på hvorfor. Forskningen peger på, at både typen af traume og menneskets livsomstændigheder har betydning.
Ifølge Karen-Inge Karstoft er der tre centrale symptomer på PTSD:
Genoplevelse: Mennesket genoplever traumet gennem påtrængende minder, flashbacks, mareridt eller en oplevelse af, at traumet sker igen her og nu.
Undgåelse: Mennesket forsøger at undgå tanker og følelser forbundet med traumet samt steder, personer eller situationer, der vækker minder om det skete.
Vedvarende oplevelse af trussel: Kroppen forbliver i alarmberedskab. Det kan komme til udtryk som øget årvågenhed, tendens til at fare sammen, en konstant oplevelse af fare og uro i kroppen.
Hos nogle udvikler PTSD sig til kompleks PTSD, hvor symptomerne også omfatter vanskeligheder med følelsesregulering, negativ selvforståelse og udfordringer i relationer.
Særligt interpersonelle traumer – altså situationer, hvor ét menneske gør noget mod et andet – ser ud til at være stærkt belastende. Det gælder blandt andet vold, overgreb, tortur og følelsesmæssige krænkelser. Den type oplevelser kan påvirke menneskets grundlæggende følelse af tryghed og tillid til andre.
Derudover spiller en række forhold ind, herunder tidligere belastninger og barndomstraumer, social støtte, personlighed, socioøkonomiske forhold samt køn og livsvilkår. Traumer handler derfor ikke kun om selve hændelsen, men også om menneskets samlede livssituation og de muligheder, der er for støtte og tryghed efterfølgende.
PTSD i kroppen – når alarmberedskabet ikke slukker
Et centralt tema i Karen-Inge Karstofts forskning er samspillet mellem psyke, krop og hjerne.
Ved PTSD opfører kroppen sig ofte, som om faren stadig er til stede. Det hænger blandt andet sammen med det autonome nervesystem, som regulerer kroppens alarm- og hvilesystemer.
Normalt er der balance mellem det sympatiske nervesystem, som aktiverer kroppen i faresituationer, og det parasympatiske nervesystem, som hjælper kroppen tilbage i ro. Ved PTSD forskydes balancen mod vedvarende sympatisk aktivering.
Det betyder blandt andet øget puls og blodtryk, højere niveauer af adrenalin og noradrenalin, øget årvågenhed, tendens til at fare sammen samt fysisk og mental udmattelse.
Kroppen forbliver altså i en slags vedvarende alarmtilstand.
Hvordan påvirkes hjernen?
Traumer påvirker hjernens måde at bearbejde og lagre oplevelser på.
Karen-Inge Karstoft fremhæver særligt tre områder i hjernen, som spiller en vigtig rolle ved PTSD:
Amygdala Amygdala har en central funktion i hjernens bearbejdning af frygt og fare. Ved PTSD ses ofte øget aktivitet i amygdala, hvilket kan bidrage til en vedvarende oplevelse af trussel og alarmberedskab.
Hippocampus Hippocampus er vigtig for hukommelse og fornemmelsen af tid og sted. Ved PTSD kan traumeminder lagres fragmenteret og uden tydelig kontekst, så minderne opleves som aktuelle frem for noget, der hører fortiden til.
Præfrontal cortex: Præfrontal cortex hjælper med at regulere følelser, impulser og stressreaktioner. Når denne regulering svækkes, kan det blive vanskeligere at dæmpe frygtreaktioner og genfinde ro.
Sammen kan disse mekanismer medvirke til, at både krop og hjerne fortsætter med at reagere, som om faren stadig er til stede.
Resiliens er det mest almindelige
En vigtig pointe fra oplægget er, at PTSD ikke er den mest almindelige reaktion på traumer.
For de fleste mennesker aftager reaktionerne gradvist. Resiliens – evnen til at tilpasse sig og komme videre efter belastninger er langt mere typisk end kronisk psykisk belastning.
Det betyder ikke, at oplevelserne er uden betydning, men at mennesker generelt har stor kapacitet til at komme sig, særligt når de mødes med støtte, tryghed og forståelse.
Hvad tager vi med videre?
Traumatiske oplevelser er en del af mange menneskers liv. Alle reagerer på belastende hændelser, men reaktionerne ser forskellige ud og udvikler sig forskelligt. Forståelsen af samspillet mellem krop, hjerne og psyke kan være med til at skabe større indsigt i, hvorfor mennesker reagerer, som de gør.
Samtidig peger forskningen på noget vigtigt: PTSD er ikke den forventelige reaktion. De fleste mennesker er resiliente og kommer gradvist videre, særligt når de mødes med støtte, tryghed og forståelse.
Hvornår er denne viden relevant?
- Denne viden er relevant for fagpersoner, der møder mennesker efter alvorlige belastninger eller potentielt traumatiske oplevelser.
- Det gælder blandt andet i arbejdet med borgere udsat for vold eller overgreb, mennesker med angst-, stress- eller PTSD-symptomer, børn og unge med belastningsreaktioner, mennesker i sorg- og kriseforløb samt patienter i psykiatri, social- og sundhedsområdet.
- Viden om traumereaktioner kan bidrage til større forståelse for både adfærd, følelsesmæssige reaktioner og kroppens signaler – og dermed skabe mere trygge og helhedsorienterede indsatser.