Spiseforstyrrelser hos voksne
Få indsigt i spiseforstyrrelsen som mestringsstrategi, og hvordan du som fagperson kan møde den.
Denne artikel samler centrale indsigter fra et oplæg om spiseforstyrrelser hos voksne med psykolog og behandlingschef, Cathrine de Thurah Gundlund Wulff.
Spiseforstyrrelser kan være svære at forstå. Ikke mindst fordi de rammer noget helt grundlæggende: behovet for mad og næring. For fagpersoner kan det derfor være både frustrerende og bekymrende at stå over for et menneske, der undgår mad, overspiser, kompenserer eller afviser den hjælp, der bliver tilbudt.
Men hvad nu, hvis vi ikke kun ser spiseforstyrrelsen som et problem, der skal fjernes?
På Psykiatri Plus’ Temadag om spiseforstyrrelser hos voksne satte Cathrine de Thurah Gundlund Wulff fokus på en central forståelse:
“Spiseforstyrrelse er ofte en mestringsstrategi.”
Det betyder ikke, at en spiseforstyrrelse er hensigtsmæssig eller ufarlig. Men den kan have fået en funktion i menneskets liv. Den kan skabe kontrol, give en pause fra svære følelser, regulere uro eller skabe struktur i en hverdag, der ellers opleves kaotisk. Oplægget tog netop udgangspunkt i spiseforstyrrelse og selvskade som en respons på noget svært og som en måde at forsøge at passe på sig selv.
Den forståelse ændrer et vigtigt spørgsmål fra: Hvordan får vi personen til at stoppe? til: Hvad er spiseforstyrrelsen med til at løse lige nu?
En spiseforstyrrelse opstår ikke på baggrund af én enkelt faktor. I oplægget blev der skelnet mellem disponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer, som tilsammen kan være med til at forstå, hvorfor en spiseforstyrrelse opstår og fortsætter.
Det kan eksempelvis handle om psykisk sårbarhed, traumer, livskriser, store forandringer eller et behov for kontrol og struktur. Kultur og samfund spiller også en central rolle.
I dag bliver vi konstant eksponeret for forestillinger om krop, sundhed, træning, vægt og udseende. Sociale medier kan forstærke dette pres og bidrage til kropsutilfredshed.
En væsentlig pointe fra oplægget var derfor også:
“Jo mere du respekterer og værdsætter kroppen, jo mindre er chancen for, at du gør skade på den.”
Det understreger, at arbejdet med spiseforstyrrelser ikke alene handler om mad. Det handler også om selvbillede, relationer, følelser, identitet og den kontekst, mennesket befinder sig i.
Når spiseforstyrrelsen fylder mere og mere
Selvom spiseforstyrrelser kan se meget forskellige ud, er der en række fællestræk, som kan være relevante at være opmærksom på som fagperson. På adfærdsniveau kan det blandt andet være restriktiv spisning, overspisninger, kompenserende adfærd, undgåelsesadfærd og gentagne kropstjek.
Det kan begynde med enkelte regler omkring mad eller krop, men gradvist komme til at fylde mere. I oplægget blev dette illustreret gennem billedet af “spiseforstyrrelsen som en snylter”. Først findes der plads til familie, venner, skole eller arbejde, fritid, tanker, følelser og mad. Men efterhånden kan spiseforstyrrelsen tage mere og mere plads, indtil tanker om krop, kost og vægt overskygger store dele af livet.
Det kan være svært at stå på sidelinjen og se på som fagperson. En af deltagerne på temadagen satte ord på netop den oplevelse:
“Det der med en spiseforstyrrelse er next level, for det er basale behov, som ikke dækkes. Det er svært at håndtere som fagperson. Det er lidt ligesom, hvis man stopper med at trække vejret.”
Her bliver en vigtig faglig opgave at få øje på de små sprækker, hvor andre dele af menneskets liv stadig findes. Hvad giver glæde? Hvem betyder noget? Hvornår fylder spiseforstyrrelsen lidt mindre? Det er blandt andet her, mulighederne for forandring kan findes.
Spiseforstyrrelser ser forskellige ud
Spiseforstyrrelser kan ikke aflæses på et menneskes udseende eller funktionsniveau. Et menneske kan fungere på arbejde, passe uddannelse og have et socialt liv og samtidig være alvorligt belastet af en spiseforstyrrelse.
Ud over anoreksi, bulimi og BED satte oplægget også fokus på blandt andet ARFID, ortoreksi og megareksi. Det understreger, hvorfor fagpersoner ikke kun skal lede efter ét bestemt billede af, hvordan en spiseforstyrrelse ser ud.
Hvad tilbyder spiseforstyrrelsen?
Hvis en spiseforstyrrelse skal forstås som en mestringsstrategi, må vi også være nysgerrige på dens funktion.
På temadagen blev det illustreret med en ballon fyldt med blandt andet vrede, angst, ensomhed, tristhed og følelsen af at være såret. Spiseforstyrrelsen eller selvskaden kan fungere som en ventil og eksempelvis tilbyde kortvarig lettelse, pause, trøst, kontrol, regulering eller et kick.
Det kan være med til at forklare, hvorfor forandring sjældent er så enkel som blot at beslutte sig for at stoppe. For hvis spiseforstyrrelsen fjernes, hvad skal så overtage dens funktion?
Den kan være skadelig og samtidig opleves som nødvendig. Og netop dét skaber ambivalens.
Spiseforstyrrelsen som både ven og fjende
For mennesker med en spiseforstyrrelse kan ønsket om forandring eksistere side om side med frygten for at miste den.
Spiseforstyrrelsen kan på den ene side begrænse livet, skabe mistrivsel og have alvorlige konsekvenser. På den anden side kan den give en oplevelse af kontrol, tryghed eller regulering. På temadagen blev dette beskrevet som spiseforstyrrelsen som både ven og fjende.
Som fagperson kan det være fristende at argumentere for alle fordelene ved forandring. Men hvis vi kun taler til den side af mennesket, der ønsker spiseforstyrrelsen væk, risikerer vi at overse den del, som stadig har brug for den.
I stedet handler det om at kunne være nysgerrig på begge sider. Det kan være spørgsmål som: Hvad tilbyder spiseforstyrrelsen dig lige nu? Hvad er det sværeste ved den? Hvad bliver du bekymret for, når du forestiller dig en forandring? Hvad ville blive muligt i dit liv, hvis spiseforstyrrelsen fyldte mindre?
Pointen er ikke at overtale. Det er at forstå dilemmaet sammen med mennesket.
Nysgerrighed helt ned i måltidet
Når der er mistanke om en spiseforstyrrelse, kan det samtidig være nødvendigt at blive meget konkret. Hvordan ser morgenmaden ud? Bliver der spist frokost og mellemmåltider? Bliver måltider sprunget over? Er der perioder med faste eller bestemte regler for mad? Og hvordan ser mængderne ud?
På temadagen blev fagpersoner opfordret til at gå på opdagelse i måltidsstrukturen. Ikke kontrollerende, men omsorgsfuldt og nysgerrigt.
Det kan opleves grænseoverskridende at spørge så konkret ind til et andet menneskes madvaner. Men detaljerne kan være afgørende for den faglige vurdering. Restriktion, faste, motion, overspisninger og kompenserende adfærd blev blandt andet fremhævet som centrale diagnostiske fokuspunkter.
Den gode samtale begynder hos fagpersonen
At stå tæt på et menneske med en spiseforstyrrelse kan vække stærke reaktioner: bekymring, afmagt, frustration og et ønske om hurtigt at handle. Derfor rettede temadagen også blikket mod fagpersonen selv.
“Den gode samtale starter hos os selv.”
Den omsorgsfulde tilstedeværelse har i sig selv betydning. Det kræver samtidig, at fagpersonen er opmærksom på egne reaktioner og kan søge støtte hos kolleger eller ledelse, når situationen bliver svær.
Som fagperson skal man ikke nødvendigvis have alle svarene. Men man skal kunne blive i relationen, være nysgerrig uden at dømme, rumme ambivalensen og forsøge at forstå, hvad spiseforstyrrelsen gør for mennesket, før man forsøger at tage den fra dem.
For nogle gange er det mest hjælpsomme spørgsmål ikke: “Hvordan får vi spiseforstyrrelsen til at forsvinde?”
Men: “Hvad prøver mennesket at håndtere gennem spiseforstyrrelsen, og hvordan kan vi sammen skabe andre måder at mestre det på?”.
Hvornår er denne viden relevant?
- Når du møder mennesker med en spiseforstyrrelse eller tegn på spiseforstyrret adfærd og har brug for at forstå, hvad der kan ligge bag den synlige adfærd.
- Når spiseforstyrrelsen er svær at forstå eller håndtere, og du som fagperson har brug for blik for, hvilken funktion den kan have i menneskets liv.
- Når personen er ambivalent over for hjælp eller forandring, og du har brug for at kunne rumme både ønsket om forandring og behovet for at holde fast.