Case: Verbal udadreagerende adfærd gjorde det svært for Maya – empati og høj faglighed var vejen frem

Ved at bruge både deres faglighed og deres menneskelighed er det lykkedes et lille team af Psykiatri Plus-medarbejdere at bringe ro på en ung kvinde med en kompliceret kombination af diagnoser og en stærkt udadreagerende adfærd.

Maya er en ung kvinde på 19 år. Hun bor på et bosted, fordi hun er mentalt retarderet, har ADHD og epilepsi. Det er en kompliceret kombination af diagnoser, der stiller særlige krav til bostedet. Maya er voldsomt udadreagerende, særligt verbalt, både over for medarbejdere og andre beboere.
Det bosted, hun er på, har måttet erkende, at de ikke har kompetencerne til at møde Maya på den rigtige måde, så de har opsagt aftalen.

Mayas sag har været konfliktfyldt igennem mange år, for kommunen og Mayas mor har haft vanskeligt ved at mødes om den rigtige løsning. Alle har derfor et stort ønske om, at det næste bosted, der findes til Maya, er det helt rigtige.
Det er bare ikke nemt at finde, for det kræver en specifik pædagogik at bringe Maya i trivsel.

Kommunens sagsbehandler er meget tæt på opgaven. Hun arbejder målrettet på at etablere tillid til Mayas mor og har tilmed givet sit telefonnummer til Maya, så Maya har mulighed for at ringe, når der er noget, hun ikke er tilfreds med. ”Det er ikke noget, jeg plejer at gøre, men i denne sag har jeg vurderet, at det kan være med til at konfliktnedtrappe og bringe ro på en vanskelig situation,” siger sagsbehandleren.

Da der ikke umiddelbart kan findes et nyt permanent tilbud til Maya, må hun i en overgangsfase flyttes til et midlertidigt bosted, men sagsbehandleren er klar over, at det ikke er nogen nem flytning, hverken for Maya eller for det personale, der skal tage imod hende.

Sagsbehandleren har tidligere med succes samarbejdet med Psykiatri Plus og kontakter dem derfor igen for at høre, om de kan løse opgaven. Den består i at være omkring Maya på det midlertidige bosted for blandt andet at skærme hende i forhold til andre beboere og øvrige stimuli, så hun kan finde ro.

Psykiatri Plus har stor erfaring på området og samarbejder med mange unge mennesker. Der bliver hurtigt sammensat et lille team omkring Maya, som kan imødekomme hendes behov for forudsigelighed, rutiner og struktur. Det er vigtigt, at det er de samme få personer, der omgiver Maya. Kontinuiteten er afgørende for at kunne skabe tryghed og ro og sikre, at Maya ikke bliver udadreagerende.

I samarbejdet mellem borger og personale oplever sagsbehandleren et team af professionelle medarbejdere, som har de rette faglige værktøjer, og som også bringer sig selv i spil for at løse opgaven.

”Netop fordi de har en høj faglighed, har de også overskud til at møde Maya på en meget menneskelig måde, som får hende til at slappe af og føle sig mødt,” fortæller sagsbehandleren.

”De formår at skabe en god kontakt til Maya. De vinder hendes tillid og lærer hurtigt at læse hende, så de kan imødekomme hendes behov, inden hun reagerer uhensigtsmæssigt. Den tætte og forudsigelige kontakt holder hendes nervesystem i ro.”

Det forventes, at Psykiatri Plus skal være på opgaven i et lille halvt års tid, indtil det helt rigtige bosted er fundet. Når Maya igen skal flytte, vil de kendte medarbejdere fra Psykiatri Plus samarbejde med Maya og med det nye bosted om at få hende godt etableret og integreret.

I Psykiatri Plus arbejder vi med sårbare mennesker. Derfor er historien anonymiseret.

Du kan også læse om

Scroll to Top