I nogle sager står kommunen med borgere, hvor gentagne anbringelser og indsatser ikke skaber varig ro – hverken for borgeren selv eller for omgivelserne. Her kan det være nødvendigt at tænke anderledes og etablere midlertidige, særligt skærmede løsninger, hvor relation, rammer og tempo er afgørende.
Borgerens funktionsniveau og støttebehov
I denne sag drejede det sig om en voksen borger med senhjerneskade, betydelige kognitive udfordringer og udadreagerende adfærd. Borgeren viste tegn på både demenslignende symptomer og personlighedsproblematikker og havde samtidig et aktivt alkoholmisbrug.
Borgerens trivsel var stærkt påvirket af stimuli, mange mennesker og skiftende rammer. Der var behov for massiv skærmning, meget lavt arousal-niveau og faste relationer for overhovedet at skabe ro i hverdagen.
Gentagne sammenbrud i eksisterende løsninger
Efter udskrivning fra psykiatrisk afdeling blev borgeren visiteret til plejecenter, men trods grundig forberedelse viste det sig vanskeligt at skabe tilstrækkelig ro – både for borgeren selv og for de øvrige beboere.
Støtten blev gradvist udvidet fra dagtimer til fuld døgndækning, men uden varig effekt. Borgeren blev genindlagt og efterfølgende forsøgt placeret i botilbud med massiv støtte. Også her viste opgaven sig for kompleks, og efter organisatoriske ændringer stod kommunen uden en reel løsning.
Psykiatri Plus som samarbejdspartner i en akut situation
Psykiatri Plus indgik i tæt samarbejde med kommunen for at finde en midlertidig løsning, da de eksisterende tilbud ikke kunne rumme borgerens behov. Fokus var ikke en permanent placering, men at skabe ro, stabilitet og en bæredygtig hverdag, mens der blev arbejdet videre med langsigtede muligheder.
Det lykkedes at etablere en særligt skærmet enhed med meget begrænset kontakt til andre mennesker, hvor borgeren kunne opholde sig med et fast team omkring sig.
Faglig tilgang og pædagogiske greb
Indsatsen blev tilrettelagt med 2:1-døgnstøtte og et lille, kendt team. Hverdagen blev struktureret med så få stimuli som muligt og med udgangspunkt i borgerens vaner og rytme.
Tilgangen byggede på skærmning, relationel kontinuitet og lavt arousal-niveau. Borgeren boede med direkte adgang til natur, som blev anvendt aktivt som en del af den miljøterapeutiske ramme.
Indsatsen tog højde for, at borgeren fortsat havde et aktivt misbrug, og fokus var derfor ikke behandling, men skadesreduktion, stabilitet og tryghed.
Effekt for borger og myndighed
I den skærmede ramme lykkedes det at skabe markant mere ro i borgerens hverdag. Selvom dagene fortsat kan være udfordrende, er konfliktniveauet reduceret, og borgeren oplever større stabilitet.
For kommunen betød indsatsen, at der – i en situation uden oplagte løsninger – blev skabt et midlertidigt, men fungerende grundlag, hvor borgerens behov kunne imødekommes uden yderligere sammenbrud.
I Psykiatri Plus arbejder vi med sårbare mennesker. Derfor er deres historier anonymiseret.
Hvornår er denne type indsats relevant?
Denne indsatsform er relevant, når kommunen står med borgere, hvor:
- gentagne tilbud ikke skaber varig ro
- adfærd og kognition kræver massiv skærmning
- misbrug, hjerneskade og psykiatriske problemstillinger sameksisterer
- der er behov for utraditionelle og midlertidige løsninger i mangel på egnede tilbud