Personalet på det skærmede demensafsnit havde aldrig haft en beboer som Jørgen. Han var stor og stærk, konstant dørsøgende og voldsomt udadreagerende. Personalet var bange for ham, og der skulle findes en løsning, hvis ikke situationen skulle koste medarbejdere.
Engang var Jørgen en dygtig håndværker og en dedikeret far. Han var glad for både at spille og se fodbold og var vellidt i sin omgangskreds. I en meget ung alder fik Jørgen imidlertid Alzheimers.
I mange år herefter var Jørgen en del af systemet. I en alder af 85 år kom han på en skærmet demensafdeling på et plejehjem, hvor han endte sine dage.
”Da Jørgen kom til os, var han, sin høje alder til trods, stadig en fysisk stærk mand, der var både mobil og handlekraftig. Det betød, at han ofte forlod plejehjemmet, og han kunne både gå langt og selv finde ud af at tage bussen, så han kom vidt omkring” fortæller plejehjemmets områdeleder, der selv er sygeplejerske.
Med livet som indsats
Det var særligt i aften- og nattetimerne, at Jørgen var aktiv. Om dagen sov han gerne. Når han var vågen, var han ofte paranoid og hallucinerende. Han havde svært ved at styre sine impulser og kunne finde på at kaste med ting, råbe og skrige. Ofte gik han ind til de andre beboere og gjorde dem utrygge. Han kunne også finde på at slå personalet.
”Jørgen var i en kategori, vi ikke havde nogen erfaring med, og det var utroligt hårdt for medarbejderne. De fleste af dem er små kvinder, og Jørgen var en mand på 110 kg. De var bange for ham, og når de skulle følge efter ham for at passe på ham, var de nødt til at være to, ellers turde de ikke. Ofte havde de en oplevelse af, at det var med livet som indsats.”
Det var ikke sjældent, at politiet måtte tilkaldes, når Jørgen ikke kunne overtales til at gå med hjem, men da man som beboer på et plejehjem har ret til at færdes, som man ønsker, kunne de reelt intet gøre.
Velforberedte og fagligt kompetente
Områdelederen var klar over, at hun var nødt til at handle, hvis ikke det skulle koste opsigelser.
”Først forsøgte jeg at dække ind med ekstra ressourcer fra et lokalt vikarbureau, men det gav ikke den ønskede ro. De evnede ikke at tage klinisk lederskab på opgaven, men var bange for Jørgen. Jeg havde før brugt Psykiatri Plus til andre opgaver og kunne ikke se andre løsninger.”
Psykiatri Plus kom på opgaven 16 timer i døgnet, aften og nat.
”Vi oplevede hurtigt en forandring. Medarbejderne var meget professionelle. De var velforberedte, forstod opgaven og tog straks klinisk lederskab. De gav deres faglige holdning til kende og sørgede for at lave en omhyggelig dokumentationen.”
Livskvaliteten blev øget
Når medarbejderne fra Psykiatri Plus kunne mærke, at Jørgen blev urolig, tilbød de ham en fælles gåtur, inden uroen fik overtaget. De tog ham med ud at cykle eller kørte ham en tur i bil.
”De forstod at stimulere Jørgen. At fylde hans bæger op, så han fik en langt bedre livskvalitet, og vigtigst af alt var de ikke bange for Jørgen.”
Der kom ikke kun ro på Jørgen, men også i afdelingen. Alle var lettede.
Psykiatri Plus blev på opgaven, lige til Jørgens død. På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var en meget dyr løsning, svarer områdelederen uden tøven:
”Jo, det var det – men alternativet havde været meget dyrere.”
I Psykiatri Plus arbejder vi med sårbare mennesker. Derfor er deres historier anonymiseret.
