Demens

Hvad er demens? Hvilke tegn og symptomer er der? Og er der forskel på demens og alzheimers?

Demens er en fællesbetegnelse for en række af forskellige sygdomme i hjernen. Når man taler om demens, er der altså ikke tale om én specifik sygdom. Karakteristisk ved de forskellige typer af demens er en vedvarende svækkelse af de mentale funktioner. Risikoen for demens stiger med alderen.

Hvad er demens?

Selve ordet ‘demens’ kommer oprindeligt fra latin og betyder “væk fra sindet”. I dag bruger vi begrebet demens som en fællesbetegnelse om en række forskellige sygdomme i hjernen. Der er her ikke tale om én enkelt sygdom, men i stedet en række kroniske og oftest fremadskridende sygdomme. Man kan også tale om demens som værende en organisk psykisk lidelse, der skyldes beskadigelser af hjernen.

Typisk vil risikoen for demens stige med alderen, men det er en myte, at kun ældre personer kan få sygdommen. Demens er et resultat af beskadigelser af hjernen og kan derfor også opstå på baggrund af ulykker eller forskellige sygdomme i hjernen som fx hjernesvulster, svær epilepsi eller diverse degenerative forandringer mv.

Fælles for de forskellige typer af demens er, at de fører til svækkelse af de mentale funktioner. Her vil særligt ens hukommelse og koncentrationsevne blive svækket. Der findes ikke en helbredende kur mod demens, men der findes medicin, som kan udskyde og mildne flere af symptomerne på sygdommen. En demenssygdom er altid dødelig, men det varierer meget, hvor længe en person kan leve med en demensdiagnose. Demens er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark.

Det er estimeret, at der er 21 personer hver dag, som får stillet en demensdiagnose i Danmark. Det svarer til omkring 8.000 personer om året. Der er i dag omkring 87.000 personer med demens i Danmark. Tallet er fortsat stigende (Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens).

Case: Faste rutiner og intensiv støtte skabte glæde for Ole og hans pårørende

Efter i mange år at have tilset beboerne på et plejecenter, blev en læge selv en af beboerne. Svær demens gjorde det så vanskeligt for ham at affinde sig med, at han blev aggressiv og umulig at håndtere for personalet.

Demens symptomer

Når man får demens, bliver ens mentale funktioner påvirkede, hvor særligt ens hukommelse og koncentrationsevne svækkes. Demenssygdommen er fremadskridende, og det varierer, hvor hurtigt sygdommen udvikler sig. Det kan derfor også være svært at gennemskue, hvornår der er tale om glemsomhed og decideret demens.

Karakteristiske symptomer på demens er:

  • Problemer med hukommelsen
  • Koncentrationsbesvær
  • Ting der bliver væk
  • Besvær med at udføre ellers velkendte opgaver
  • Sproglige udfordringer
  • Usikker orientering i tid og sted
  • Nedsat dømmekraft og situationsfornemmelse
  • Nedsat evne til at tænke abstrakt
  • Forandringer i humør og generelle væremåde
  • Ændringer i personligheden
  • Mangel på initiativ

Der er som nævnt en glidende overgang mellem almindelig glemsomhed og demens. Særligt i de tidlige stadier af sygdommen er det derfor svært at vurdere, hvorvidt der er tale om demens.

De tidligste tegn på, at en person har demens, er:

  • Personen bliver glemsom og forlægger ting
  • Personen har problemer med at orientere sig både i tid og sted
  • Personen begynder at trække sig, fx fra aktiviteter som personen tidligere har beskæftiget sig med

Demensgrader

Langt de fleste typer af demens er fremadskridende, og her vil man typisk opdele sygdomsforløbet i tre faser:

  • Let demens – her vil den kognitive svækkelse medføre en let forringelse af hverdagen. Rutineprægede dagligdagsaktiviteter kan som regel stadig gennemføres uden hjælp.
  • Moderat demens – her vil den kognitive svækkelse medføre en mere betydelig forringelse af funktionsevnen. Her vil personen have behov for hjælp til at klare dagligdagsaktiviteter. Dette kan være hjælp fra en partner, hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske mv.
  • Svær demens – her vil den kognitive svækkelse være så signifikant, at personen er afhængig af hjælp fra andre. Her kan et bosted ofte være nødvendigt.

Demenssygdom varierer meget fra person til person, og det er ikke til at sige, hvor hurtigt sygdommen udvikler sig. I praksis kan det derfor også være svært at skelne mellem de forskellige faser.

Demens diagnose

Hvis der er mistanke om, at en person har demens, vil en læge først og fremmest kigge på sygehistorien.

Lægen vil også vurdere personens symptomer og adfærd. Dette vil også indebære en generel undersøgelse af kroppen, hvor lægen vil kigge efter tegn på hjerte- og karsygdomme, sygdomme i hjernen eller nervesystemet mv.

Også personens mentale funktion bliver testet for at se, om der er tale om psykiske lidelser som fx depression.

Demenstyper

Demens er fællesbetegnelsen for flere forskellige sygdomme, og derfor taler man også om forskellige typer af demens. De mest typiske demenstyper er:

  • Alzheimers
  • Vaskulær demens
  • Frontotemporal demens
  • Parkinsons
  • Lewy body demens

Alzheimer er en sygdom, som er opkaldt efter den tyske psykiater Alois Alzheimer, der beskrev symptomerne allerede helt tilbage i 1906.

Der er her tale om en uhelbredelig neurodegenerativ sygdom, og det er dén sygdom, der er den mest hyppige årsag til demens. Omtrent 60 procent af dem, der har demens, har sygdommen Alzheimer. Dette udgør omtrent 40.000 tilfælde eller 3-4% af den ældre befolkning over 65 år.

Sygdommen varierer fra person til person, men udvikles typisk langsomt og kommer snigende. I begyndelsen er reduktionen af kognitive funktioner subtil og kan ikke adskilles fra almindelig forvirring og hukommelsesproblemer. Dog bliver ændringerne gradvist mere tydelige, især for nære familie og tætte venner, da sygdommen påvirker evnen til at fungere i dagligdagen. Symptomer på Alzheimer viser sig primært ved, at personen oplever hukommelsesbesvær, og særligt evnen til at huske nye begivenheder er udfordret. Ligeledes kan personen have svært ved at indlære nye ting, og personen vil have svært ved at huske aftaler og gøremål.

Den semantiske hukommelse, altså ens paratviden, kan også blive påvirket i starten af sygdommen. Dette kan påvirke personens ordforråd, og personen kan derfor have svært ved at finde de rette ord (særligt navneord) eller personnavne.

Andre symptomer kan være manglende koncentration og dømmekraft. I takt med at sygdommen udvikler sig, kan der også ske ændringer i personligheden, følelsesliv og temperament. Personer, der ellers har været udadvendte, aktive og sociale, kan blive irritable, passive og indesluttede. Manglende sygdomserkendelse er også meget normalt hos personer med Alzheimer.

Alzheimer forekommer typisk hos ældre mennesker, men ligesom med andre typer af demens er det ikke en uundgåelig følge af alderdom. I stedet kan der være tale om arvelige faktorer eller andre risikofaktorer, der gør, at man får Alzheimer. Genetisk disponerede varianter af Alzheimers sygdom kan manifestere sig allerede fra omkring 40-års alderen.

Årsagerne er endnu uforklarlige, men forskere har identificeret visse ændringer i hjernen: ansamling af skadelige proteinstoffer, både mellem hjernecellerne (beta-amyloide plakker) og inden i selve cellerne (tau-fibre). Sygdommen involverer også en reduktion i signalstoffet acetylkolin, der er afgørende for hjernecellernes kommunikation.

Dog kan hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, for højt blodtryk og overvægt være risikofaktorer. Ligeledes er livsstilsfaktorer som rygning og manglende fysisk aktivitet risikofaktorer. Andre risikofaktorer kan være gentagne traumatisk hjerneskade eller gentagne depressive perioder.

Vaskulær demens skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning, og kaldes også for blodpropsdemens eller kredsløbsbetinget demens. Vaskulær demens er den anden mest udbredte demenstype efterfulgt af Alzheimer.

Den klare form af vaskulær demens menes at udgøre cirka 17% af alle demenstilfælde, mens blandingsformer af vaskulær demens og Alzheimers sygdom muligvis udgør omkring 10%. Forskere vurderer, at omkring 14.000 ældre danskere lider af den rene form af vaskulær demens, og muligvis yderligere 8.000 har en blandingsform.

Vaskulær demens opstår på baggrund af sygdom i hjernens blodkar – eksempelvis som følge af forkalkning. Vaskulær demens kan derfor udvikles på grund af blodpropper, hjerneblødninger, småkarssygdom med forandring i hjernens hvide substans eller ved iltmangel til hjernen.

Vaskulær demens er ikke i sig selv en arvelig tilstand. Selvom der er nogle faktorer, der øger risikoen for vaskulær demens, som har en delvis arvelig komponent, påvirkes de i høj grad af vores livsstil. De faktorer, der øger risikoen for vaskulær demens, ligner i stor grad dem, der er forbundet med hjerte-kar-sygdomme:

  • Hypertension og/eller forhøjet kolesterolniveau i blodet
  • Atrieflimren
  • Tobaksrygning
  • Inaktiv livsstil
  • Overvægt
  • Diabetes
  • Tidligere tilfælde af blodprop eller hjerneblødning

Symptomer på vaskulær demens kan variere fra person til person afhængigt af, hvilke områder af hjernen der er blevet påvirket. Ligesom ved Alzheimer kan symptomer på vaskulær demens være glemsomhed, problemer med hukommelsen og koncentrationsbesvær.

Ved vaskulær demens vil der typisk være neurologiske udfaldssymptomer såsom sprogforstyrrelser, følelsesforstyrrelser, indskrænkning af synsfelt og kraftnedsættelse. Typisk vil personen begynde at bevæge sig langsommere eller have et langsomt mentalt tempo. Ligeledes kan der opstå ændringer i personligheden og følelseslivet, og mange personer med vaskulær demens rammes derfor af depression.

Modsat andre typer af demens er vaskulær demens ikke en neurodegenerativ sygdom, og derfor vil tilstanden ikke nødvendigvis udvikle sig over tid. Det er muligt for personer at få blandet Alzheimer og vaskulær demens.

Selvom vaskulær demens ikke kan kureres, er der mange skridt, man kan tage for at forhindre, at tilstanden forværres. Den forebyggende tilgang til behandling fokuserer på risikofaktorerne.

Din læge kan for eksempel ordinere medicin for at regulere blodtrykket, fortynde blodet eller sænke kolesteroltallet. Hvis der er tilstedeværelse af sukkersyge, er det også vigtigt at sikre en effektiv behandling heraf.

Frontotemporal demens, også kaldet frontallapsdemens eller Picks sygdom, er en betegnelse, der bruges om en gruppe neurodegenerative hjernesygdomme, som påvirker pandelapperne og den forreste del af tindingelapperne.

Denne type demens medfører typisk store forandringer i personligheden samt adfærdsforstyrrelser, sprogforstyrrelser og psykiatriske symptomer. Frontotemporal demens forårsager, at hæmninger og situationsfornemmelse forsvinder, og personen vil typisk få en impulsiv og uovervejet adfærd. Ligeledes kan personen også udvise en ligegyldighed overfor andre mennesker og sociale normer.

Ofte er selvindsigt og erkendelse af ens egen sygdom reduceret. Personen har en manglende forståelse af sin tilstand og indser ikke, hvordan den påvirker andre. I de tidlige stadier kan ændringer i adfærd og personlighed være subtile. Med tiden, som sygdommen udvikler sig, bliver ændringerne mere iøjnefaldende for omgivelserne.

Modsat eksempelvis Alzheimer og andre demenssygdomme, så påvirkes hukommelsen ikke i lige så høj grad ved frontotemporal demens, og hukommelsen kan således være relativt funktionsdygtig langt inde i sygdomsforløbet.

Frontotemporal demens udgør omkring 2-3% af alle demenstilfælde, men ikke alle individer oplever ændringer i deres adfærd. Frontotemporal demens kan vise sig væsentligt tidligere end mange andre demenssygdomme. Det viser sig oftest omkring 50-årsalderen, men kan også vise sig allerede omkring 40-årsalderen. Blandt personer, der er under 65 år, udgør frontotemporal demens en signifikant andel af alle demenssygdomme.

Størstedelen af tilfælde af frontotemporal demens forekommer sporadisk – faktisk helt op mod 60 procent. De resterende 40 procent tyder på, at arvelighed spiller en rolle. Andre risikofaktorer for frontotemporal demens er endnu ukendte.

Alle typer af frontotemporal demens er fremadskridende og ender med en svær grad af demens. Sygdomsforløbet kan vare i få år og op imod 10-15 år.

Parkinsons sygdom er en neurologisk lidelse, som er opkaldt efter den engelske apoteker James Parkinson, som i 1817 først beskrev sygdommens symptomer.

Årsagen til Parkinsons antages at være en kompleks kombination af genetiske faktorer, miljømæssige påvirkninger og ændringer i hjernens funktion. Mangel på dopamin, en neurotransmitter i hjernen, spiller en central rolle i udviklingen af symptomerne. Derudover kan eksponering for visse toksiner, genetiske mutationer og aldring også bidrage til sygdommens opståen.

Symptomerne på Parkinsons omfatter primært rysten, muskelstivhed, adstadige bevægelser og balancebesvær. Nogle individer med Parkinsons kan over tid også opleve nedsat hukommelse eller demenssymptomer.

Parkinsons sygdom udvikler sig gradvist og indledes med motoriske forstyrrelser. typisk vil finmotorikken forringes, tale bliver mere afdæmpet og langsommere, og ansigtsmimikken reduceres. Hver tredje eller fjerde person med en Parkinsons-diagnose oplever let kognitiv svækkelse i den tidlige fase af sygdommen. Dette kan omfatte et tab af overblik, vanskeligheder med at skifte tankegang eller tilpasse sig til nye situationer. Enkelte personer med Parkinsons oplever periodiske hallucinationer. Disse synsoplevelser er ofte levende, detaljerede og naturtro. Nogle kan opleve tilstedeværelsen af mennesker eller dyr i omgivelserne, som ikke udsender nogen lyde. Nogle personer med Parkinsons vil endvidere opleve milde udfordringer med retningssans eller hukommelse.

Det estimeres, at omkring hver tredje person med Parkinsons sygdom også udvikler demens. Studier, der har fulgt personer med Parkinsons sygdom i op til 20 år, indikerer, at størstedelen af ældre med denne sygdom udvikler demens.

Lewy body demens er en langsomt fremadskridende hjernesygdom. Her aflejres et særligt protein i nervecellerne i hjernen, som danner de såkaldte Lewy-legemer (deraf navnet).

Symptomerne på Lewy body demens kan til dels minde om Alzheimer, idet der sker en gradvis nedbrydning af hjernen. Hvad der gør Lewy body demens særligt er, at opmærksomheden kan være svingende. Dette vil sige, at symptomernes sværhedsgrad kan svinge ikke blot over dage, men også inden for minutter.

Typiske symptomer ved Lewy body demens har samme karakter som Parkinson sygdom. Dette inkluderer blandt andet langsomme bevægelser, muskelstivhed eller rysten. Andre typiske symptomer er af neuropsykiatrisk karakter. Her vil størstedelen af personer med Lewy body demens opleve visuelle hallucinationer. De visuelle hallucinationer er typisk meget levende, detaljerede og realistiske. De kan manifestere sig som figurer såsom mennesker eller dyr, der forekommer til stede i rummet uden at udtale sig. Hallucinationerne kan være forvirrende og generende, men ikke nødvendigvis skræmmende.

Mange med Lewy body demens oplever også REM sleep behavior disorder (RBD), som er en parasomni med livagtige mareridt og manglende atoni under REM-søvn. Det betyder at personen vil blive motorisk urolig under søvn, og spjætte, sparke eller slå fra sig. Dette øger også risikoen for at falde ud af sengen om natten og på andre måder komme til at skade sig selv. RBD kan ofte være et tidligt advarselssymptom på både Lewy body demens eller Parkinson, hvor et sted mellem 70-90% med RBD udvikler en eller begge sygdomme inden for 15 år.

Lewy body demens udgør den tredje eller fjerde mest almindelige form for demens. Selv for specialister kan det være udfordrende at differentiere Lewy body demens fra både Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom, hvilket skaber usikkerhed om prævalensen af sygdommen.

Sygdommen ses primært hos ældre. Lewy body demens er ikke blevet beskrevet hos personer under 50-års alderen, og den gennemsnitlige debutalder ligger omkring de 75 år. Årsagen til Lewy body demens kendes ikke.

Hvad er forskellen på demens og Alzheimers?

Mange forveksler demens og Alzheimer med hinanden, hvilket er forståeligt nok. Forskellen på demens og Alzheimers er, at demens bruges som en fællesbetegnelse for en række sygdomme i hjernen, hvortil Alzheimer er den hyppigste demenssygdom, der er.

Alzheimer sygdom kommer som et resultat af aflejring af de to forskellige proteiner i hjernen – Beta-amyloid og Tau.

  • Beta-amyloid lægger sig imellem nervecellerne, hvor det danner plaques.
  • Tau lægger sig i nogle nerveceller, hvor det danner tangles.

Begge proteinaflejringer ses ved demenssygdomme. Netop kombinationen og fordelingen i hjernen er det, der gør Alzheimer speciel, idet det ved denne sygdom typisk er tindingelappen, der rammes først.

Årsager til demens

Der findes flere forskellige årsager til, at man kan udvikle demens. Som udgangspunkt er årsager til demens forbundet med en ændring af udseende og funktion i hjernens væv, hvilket blandt andet ses ved demenssygdommen Alzheimer. I visse tilfælde skyldes demens arvelighed, og i andre tilfælde kan demens skyldes mangel på vitaminer, stofskiftefejl eller misbrug af alkohol.

Der er også en række risikofaktorer forbundet med udviklingen af demens:

  • Hjerte- og karsygdomme
  • Stofskiftefejl, fx type 2 diabetes
  • Hvis man tager medicin
  • Sygdom i hjernen eller nervesystemet, fx epilepsi
  • Traumatisk slag til hovedet
  • Alkoholmisbrug
  • Rygning
  • Er fysisk inaktiv
  • Har højt BMI
  • Har en ubehandlet depression

En sund livsstil kan ikke garantere, at man ikke udvikler demens en dag, men det kan nedsætte risikoen.

Andre sygdomme der kan lede til demens

Demens er en fællesbetegnelse for en række af forskellige sygdomme i hjernen. Derved kan demens også forekomme ved andre sygdomme, der angriber hjernen eller på anden måde indirekte påvirker hjernens funktion.

Følgende sygdomme kan også lede til former for demens:

Creutzfeldt-Jakobs sygdom – en sjælden sygdom der skyldes ændringer i et såkaldt prion-protein, så det ikke kan nedbrydes. Når dette defekte prion-protein trænger ind i hjernen, vil normale proteiner omdannes til defekte prion-proteiner, som aflejres i hjernecellerne. Sygdommen medfører til muskelspjæt, usikker gang og demens i form af hukommelsesbesvær og personlighedsforandring.

Huntingtons Chorea – en arvelig sygdom, som typisk viser sig allerede ved 30-40 årsalderen. Typiske symptomer er ufrivillige, pludselige og hurtige ukontrollerede bevægelser i kroppen. Ligeledes er en ændring af ens adfærd et typisk symptom, og mange med Huntingtons udvikler også depression og/eller demens.

AIDS – der er påvist tilfælde af personer med AIDS, som har udviklet demenstilstande som følge af infektion af hjernen med HIV-virus.

Amyotrofisk lateral sklerose (ALS) – er en sygdom, der påvirker de motoriske nerveceller i hjernen, hjernestammen og rygmarven. Sygdommen medfører tiltagende muskelsvind med svaghed i særligt arme og ben samt tale- og synkebesvær. Sygdommen er uhelbredelig og forværres over tid med en forventet levetid på 3 år, fra diagnosen er givet. En del personer med ALS udvikler frontotemporal demens.

Livet med demens

Livet med demens kan være enormt hårdt ikke kun for den sygdomsramte, men også for de pårørende.

Demens er en sygdom, der kommer snigende, og det varierer fra person til person, hvor hurtigt sygdommen udvikler sig. I starten af sygdommen kan det være svært at gennemskue, hvorvidt der er tale om almindelig glemsomhed eller demens. I takt med at sygdommen udvikler sig, bliver det dog mere og mere vanskeligt at have en sammenhængende hverdag.

I takt med at hukommelsen bliver værre, bliver det sværere at holde styr på hvilken dag det er, eller hvad man lavede for få minutter siden. Til sidst vil det være svært at genkalde gamle minder eller genkende selv tætte familiemedlemmer.

I starten af sygdommen kan mange personer med demens godt fornemme, at hukommelsen svigter en smule. Idet sygdommen udvikler sig, vil den demensramte typisk ikke have nogen fornemmelse af, at de er syge. Særligt ved Alzheimer er en manglende sygdomserkendelse normalt.

Det er ikke atypisk, at mange demensramte bliver depressive i den første fase af sygdommen. Dette skyldes til dels, at den demensramte typisk vil blive meget forvirret, utryg og bange i takt med, at de ikke forstår, hvad der foregår omkring dem. Dette kan også lede til at personer med demens bliver mere udadreagerende. Samtidig oplever mange personer med demens en ændring i deres adfærd og personlighed, idet hjernen nedbrydes.

Som sygdommen skrider frem, bliver det sværere for den demensramte at fastholde en god hverdag. En fast struktur og støtte fra pårørende kan være afgørende for, at den demensramte stadig kan have et fyldestgørende og velfungerende liv.

Daglige aktiviteter og samvær med andre kan også blive sværere at overskue for personer med demens, og for mange kan det være en nødvendighed at få hjælp til hverdagens opgaver. Hjemmehjælp kan også blive en nødvendighed, særligt for personer med demens, der bor alene. For andre hvor demensen er meget svær, kan den bedste løsning være, at finde et bosted, hvor de kan få den rette hjælp, støtte og omsorg.

Tag stilling til fremtiden

Diagnosen demens kan være svær at håndtere, både for den sygdomsramte og for de pårørende. Det kan være svært at skulle forholde sig til og tage stilling til fremtiden, når den pludselig virker meget mere uoverskuelig og usikker.

For en person med en demensdiagnose, kan det dog være en rigtig god ide at være åben og ærlig omkring fremtiden sammen med sin familie. På den måde kan den sygdomsramte selv få indflydelse på, hvad der skal ske både hvad angår personlige og økonomiske forhold. Det gør det også lettere for pårørende at give den rette støtte, når de kender den demensramtes behov og ønsker bedre. Det kan også være meget terapeutisk at kunne tale åbent omkring sin diagnose.

I takt med at sygdommen forværres, kan den demensramtes personlighed og adfærd ændre sig. De kan miste situationsfornemmelsen og have en impulsiv og uovervejet adfærd. Det kan derfor være en god ide at drøfte nogle helt praktiske ting som økonomi, imens den demensramte stadig har dømmekraften i behold. Det kan være praktiske ting som:

  • Få lavet et livstestamente
  • Oprette en fremtidsfuldmagt
  • Finde ud af hvem der skal forvalte din økonomi
  • Finde ud af hvad du ønsker at familie og venner skal hjælpe med
  • Tildele en værge, mv.
Scroll to Top