Demens

Alzheimer er en sygdom, som er opkaldt efter den tyske psykiater Alois Alzheimer, der beskrev symptomerne allerede helt tilbage i 1906.

Der er her tale om en uhelbredelig neurodegenerativ sygdom, og det er dén sygdom, der er den mest hyppige årsag til demens. Omtrent 60 procent af dem, der har demens, har sygdommen Alzheimer. Dette udgør omtrent 40.000 tilfælde eller 3-4% af den ældre befolkning over 65 år.

Sygdommen varierer fra person til person, men udvikles typisk langsomt og kommer snigende. I begyndelsen er reduktionen af kognitive funktioner subtil og kan ikke adskilles fra almindelig forvirring og hukommelsesproblemer. Dog bliver ændringerne gradvist mere tydelige, især for nære familie og tætte venner, da sygdommen påvirker evnen til at fungere i dagligdagen. Symptomer på Alzheimer viser sig primært ved, at personen oplever hukommelsesbesvær, og særligt evnen til at huske nye begivenheder er udfordret. Ligeledes kan personen have svært ved at indlære nye ting, og personen vil have svært ved at huske aftaler og gøremål.

Den semantiske hukommelse, altså ens paratviden, kan også blive påvirket i starten af sygdommen. Dette kan påvirke personens ordforråd, og personen kan derfor have svært ved at finde de rette ord (særligt navneord) eller personnavne.

Andre symptomer kan være manglende koncentration og dømmekraft. I takt med at sygdommen udvikler sig, kan der også ske ændringer i personligheden, følelsesliv og temperament. Personer, der ellers har været udadvendte, aktive og sociale, kan blive irritable, passive og indesluttede. Manglende sygdomserkendelse er også meget normalt hos personer med Alzheimer.

Alzheimer forekommer typisk hos ældre mennesker, men ligesom med andre typer af demens er det ikke en uundgåelig følge af alderdom. I stedet kan der være tale om arvelige faktorer eller andre risikofaktorer, der gør, at man får Alzheimer. Genetisk disponerede varianter af Alzheimers sygdom kan manifestere sig allerede fra omkring 40-års alderen.

Årsagerne er endnu uforklarlige, men forskere har identificeret visse ændringer i hjernen: ansamling af skadelige proteinstoffer, både mellem hjernecellerne (beta-amyloide plakker) og inden i selve cellerne (tau-fibre). Sygdommen involverer også en reduktion i signalstoffet acetylkolin, der er afgørende for hjernecellernes kommunikation.

Dog kan hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, for højt blodtryk og overvægt være risikofaktorer. Ligeledes er livsstilsfaktorer som rygning og manglende fysisk aktivitet risikofaktorer. Andre risikofaktorer kan være gentagne traumatisk hjerneskade eller gentagne depressive perioder.

Vaskulær demens skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning, og kaldes også for blodpropsdemens eller kredsløbsbetinget demens. Vaskulær demens er den anden mest udbredte demenstype efterfulgt af Alzheimer.

Den klare form af vaskulær demens menes at udgøre cirka 17% af alle demenstilfælde, mens blandingsformer af vaskulær demens og Alzheimers sygdom muligvis udgør omkring 10%. Forskere vurderer, at omkring 14.000 ældre danskere lider af den rene form af vaskulær demens, og muligvis yderligere 8.000 har en blandingsform.

Vaskulær demens opstår på baggrund af sygdom i hjernens blodkar – eksempelvis som følge af forkalkning. Vaskulær demens kan derfor udvikles på grund af blodpropper, hjerneblødninger, småkarssygdom med forandring i hjernens hvide substans eller ved iltmangel til hjernen.

Vaskulær demens er ikke i sig selv en arvelig tilstand. Selvom der er nogle faktorer, der øger risikoen for vaskulær demens, som har en delvis arvelig komponent, påvirkes de i høj grad af vores livsstil. De faktorer, der øger risikoen for vaskulær demens, ligner i stor grad dem, der er forbundet med hjerte-kar-sygdomme:

• Hypertension og/eller forhøjet kolesterolniveau i blodet
• Atrieflimren
• Tobaksrygning
• Inaktiv livsstil
• Overvægt
• Diabetes
• Tidligere tilfælde af blodprop eller hjerneblødning

Symptomer på vaskulær demens kan variere fra person til person afhængigt af, hvilke områder af hjernen der er blevet påvirket. Ligesom ved Alzheimer kan symptomer på vaskulær demens være glemsomhed, problemer med hukommelsen og koncentrationsbesvær.

Ved vaskulær demens vil der typisk være neurologiske udfaldssymptomer såsom sprogforstyrrelser, følelsesforstyrrelser, indskrænkning af synsfelt og kraftnedsættelse. Typisk vil personen begynde at bevæge sig langsommere eller have et langsomt mentalt tempo. Ligeledes kan der opstå ændringer i personligheden og følelseslivet, og mange personer med vaskulær demens rammes derfor af depression.

Modsat andre typer af demens er vaskulær demens ikke en neurodegenerativ sygdom, og derfor vil tilstanden ikke nødvendigvis udvikle sig over tid. Det er muligt for personer at få blandet Alzheimer og vaskulær demens.

Selvom vaskulær demens ikke kan kureres, er der mange skridt, man kan tage for at forhindre, at tilstanden forværres. Den forebyggende tilgang til behandling fokuserer på risikofaktorerne.

Din læge kan for eksempel ordinere medicin for at regulere blodtrykket, fortynde blodet eller sænke kolesteroltallet. Hvis der er tilstedeværelse af sukkersyge, er det også vigtigt at sikre en effektiv behandling heraf.

Frontotemporal demens, også kaldet frontallapsdemens eller Picks sygdom, er en betegnelse, der bruges om en gruppe neurodegenerative hjernesygdomme, som påvirker pandelapperne og den forreste del af tindingelapperne.

Denne type demens medfører typisk store forandringer i personligheden samt adfærdsforstyrrelser, sprogforstyrrelser og psykiatriske symptomer. Frontotemporal demens forårsager, at hæmninger og situationsfornemmelse forsvinder, og personen vil typisk få en impulsiv og uovervejet adfærd. Ligeledes kan personen også udvise en ligegyldighed overfor andre mennesker og sociale normer.

Ofte er selvindsigt og erkendelse af ens egen sygdom reduceret. Personen har en manglende forståelse af sin tilstand og indser ikke, hvordan den påvirker andre. I de tidlige stadier kan ændringer i adfærd og personlighed være subtile. Med tiden, som sygdommen udvikler sig, bliver ændringerne mere iøjnefaldende for omgivelserne.

Modsat eksempelvis Alzheimer og andre demenssygdomme, så påvirkes hukommelsen ikke i lige så høj grad ved frontotemporal demens, og hukommelsen kan således være relativt funktionsdygtig langt inde i sygdomsforløbet.

Frontotemporal demens udgør omkring 2-3% af alle demenstilfælde, men ikke alle individer oplever ændringer i deres adfærd. Frontotemporal demens kan vise sig væsentligt tidligere end mange andre demenssygdomme. Det viser sig oftest omkring 50-årsalderen, men kan også vise sig allerede omkring 40-årsalderen. Blandt personer, der er under 65 år, udgør frontotemporal demens en signifikant andel af alle demenssygdomme.

Størstedelen af tilfælde af frontotemporal demens forekommer sporadisk – faktisk helt op mod 60 procent. De resterende 40 procent tyder på, at arvelighed spiller en rolle. Andre risikofaktorer for frontotemporal demens er endnu ukendte.

Alle typer af frontotemporal demens er fremadskridende og ender med en svær grad af demens. Sygdomsforløbet kan vare i få år og op imod 10-15 år.

Parkinsons sygdom er en neurologisk lidelse, som er opkaldt efter den engelske apoteker James Parkinson, som i 1817 først beskrev sygdommens symptomer.

Årsagen til Parkinsons antages at være en kompleks kombination af genetiske faktorer, miljømæssige påvirkninger og ændringer i hjernens funktion. Mangel på dopamin, en neurotransmitter i hjernen, spiller en central rolle i udviklingen af symptomerne. Derudover kan eksponering for visse toksiner, genetiske mutationer og aldring også bidrage til sygdommens opståen.

Symptomerne på Parkinsons omfatter primært rysten, muskelstivhed, adstadige bevægelser og balancebesvær. Nogle individer med Parkinsons kan over tid også opleve nedsat hukommelse eller demenssymptomer.

Parkinsons sygdom udvikler sig gradvist og indledes med motoriske forstyrrelser. typisk vil finmotorikken forringes, tale bliver mere afdæmpet og langsommere, og ansigtsmimikken reduceres. Hver tredje eller fjerde person med en Parkinsons-diagnose oplever let kognitiv svækkelse i den tidlige fase af sygdommen. Dette kan omfatte et tab af overblik, vanskeligheder med at skifte tankegang eller tilpasse sig til nye situationer. Enkelte personer med Parkinsons oplever periodiske hallucinationer. Disse synsoplevelser er ofte levende, detaljerede og naturtro. Nogle kan opleve tilstedeværelsen af mennesker eller dyr i omgivelserne, som ikke udsender nogen lyde. Nogle personer med Parkinsons vil endvidere opleve milde udfordringer med retningssans eller hukommelse.

Det estimeres, at omkring hver tredje person med Parkinsons sygdom også udvikler demens. Studier, der har fulgt personer med Parkinsons sygdom i op til 20 år, indikerer, at størstedelen af ældre med denne sygdom udvikler demens.

Lewy body demens er en langsomt fremadskridende hjernesygdom. Her aflejres et særligt protein i nervecellerne i hjernen, som danner de såkaldte Lewy-legemer (deraf navnet).

Symptomerne på Lewy body demens kan til dels minde om Alzheimer, idet der sker en gradvis nedbrydning af hjernen. Hvad der gør Lewy body demens særligt er, at opmærksomheden kan være svingende. Dette vil sige, at symptomernes sværhedsgrad kan svinge ikke blot over dage, men også inden for minutter.

Typiske symptomer ved Lewy body demens har samme karakter som Parkinson sygdom. Dette inkluderer blandt andet langsomme bevægelser, muskelstivhed eller rysten. Andre typiske symptomer er af neuropsykiatrisk karakter. Her vil størstedelen af personer med Lewy body demens opleve visuelle hallucinationer. De visuelle hallucinationer er typisk meget levende, detaljerede og realistiske. De kan manifestere sig som figurer såsom mennesker eller dyr, der forekommer til stede i rummet uden at udtale sig. Hallucinationerne kan være forvirrende og generende, men ikke nødvendigvis skræmmende.

Mange med Lewy body demens oplever også REM sleep behavior disorder (RBD), som er en parasomni med livagtige mareridt og manglende atoni under REM-søvn. Det betyder at personen vil blive motorisk urolig under søvn, og spjætte, sparke eller slå fra sig. Dette øger også risikoen for at falde ud af sengen om natten og på andre måder komme til at skade sig selv. RBD kan ofte være et tidligt advarselssymptom på både Lewy body demens eller Parkinson, hvor et sted mellem 70-90% med RBD udvikler en eller begge sygdomme inden for 15 år.

Lewy body demens udgør den tredje eller fjerde mest almindelige form for demens. Selv for specialister kan det være udfordrende at differentiere Lewy body demens fra både Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom, hvilket skaber usikkerhed om prævalensen af sygdommen.

Sygdommen ses primært hos ældre. Lewy body demens er ikke blevet beskrevet hos personer under 50-års alderen, og den gennemsnitlige debutalder ligger omkring de 75 år. Årsagen til Lewy body demens kendes ikke.